23948sdkhjf

Trods presset Brexit-år: Vinduesproducent fordobler bundlinjen

Idealcombi forventer at holde niveauet efter briternes endelige nej til EU.

Vinduesproducenten Idealcombi var i regnskabsåret 2016/17 hårdt ramt på top- og bundlinje, fordi tvivlen om briternes nej til EU skabte uro på det britiske marked, der er blandt producenten største aftagere af døre og vinduer.

Men selvom briternes nu klare nej stadig skaber usikkerhed på markedet, ser tallene for det seneste regnskabsår markant bedre ud.

Det fremgår af en ny årsrapport, hvor det ses, at bundlinjen næsten er fordoblet til 37,9 mio. kr. mod 18,2 mio. kr. året før.

Samtidig er omsætningen vokset med 57 mio. kr. Det er dog ikke helt på niveau med tallene før brexit-urolighederne, hvor tallet var 20 mio. højere.  

Det får Idealcombis ledelse til at betegne årets resultater som "tilfredsstillende". 

- Efter et væsentligt fald i omsætningen i regnskabsåret 2016/2017, som følge af usikkerheden efter briternes nej til EU, er det i regnskabsåret 2017/18 lykkedes at indhente en stor del af det tabte. Koncernens resultat og økonomiske udvikling er således forbedret markant, står der yderligere i årsrapporten.

Positive forventninger trods brexit
Med de voksende tal på top- og bundlinje tror ledelsen i Idealcombi derfor også på, at brexit ikke hiver virksomheden bagud af dansen. Man forventer derfor et resultat på niveau med 2017/18.

Idealcombis salgs- og marketingsdirektør Claus Winther har da også tidligere på måneden udtalt, at Idealcombi har oplevet et vakuum i det britiske marked i år.

Ifølge direktøren er der tale om en stagnation i markedet – en stagnation, der enten skyldes brexit eller hård priskonkurrence.

- Vi er ikke gået tilbage, men vi har oplevet en stagnation. Jeg tror ikke, vi kommer ud af året med vækst på det britiske marked. Men vi tror fortsat på mulighederne derovre og det ser pænt ud de næste otte måneder, fortalte Claus Winther dengang til Licitationen.

I løbet af det seneste regnskabsår har Idealcombi haft en række udgifter, der også sætter sit aftryk på årets resultat.

Det drejer sig om betydelige ressourcer til at omlægge produktion og arbejdsgange for at sikre en kortere leveringstid. Desuden oplever man også en fortsat markant priskonkurrence.

Idealcombi A/S
mio. kr. 2017/18 2016/17
Nettoomsætning 643,2 586,2
Driftsresultat 41,1 23,5
Resultat før skat 37,9 18,2
Årets resultat 29,0 14,1
Balancesum 466,1 504,3
Egenkapital 185,3 161,3
Antal ansatte 573 574
Regnskabsåret blev afsluttet 30. juni 2018.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078