By og Byg bliver til SBi
I en pressemeddelelse d. 2. november 2004 beretter Statens Byggeforskningsinstitut om navneændringen fra ”By og Byg” til Sbi.
Ligesom sidst man skiftede kaldenavn, beror det også denne gang på et behov for at udtrykke instituttets faglige profil. Navnet By og Byg blev indført mens instituttet var tilknyttet det daværende By- og Boligministerium, og navnet skulle bl.a. udtrykke at byforskningen var en væsentlig del af instituttets virksomhed.
- Med de seneste, politisk besluttede ændringer af instituttets arbejdsopgaver udfører vi i dag kun meget lidt byforskning, og derfor er navnet By og Byg ikke længere dækkende, siger instituttets direktør, Lone Møller Sørensen.
- Når vi fremover skriver SBi med lille i, er det dels fordi vi formelt set hedder Statens Byggeforskningsinstitut i to og ikke i tre ord, dels fordi vi ønsker at signalere at det ikke bare er det gamle SBI der kommer tilbage, forklarer hun.
- Ud over at være anerkendt for uvildig forskning og rådgivning af højeste kvalitet, vil vi gerne være kendt som bygge- og boligsektorens vigtigste videncenter. Stærk faglighed, bredt samarbejde og god kommunikation er vigtige elementer i SBi's ny profil.
Formelt set har instituttet lige siden etableringen i 1947 altid heddet Statens Byggeforskningsinstitut, og dette er fortsat tilfældet, uanset de vekslende kaldenavne. På internettet har domænet sbi.dk hele tiden været virksomt parallelt med domænet by-og-byg.dk. Begge adresser kan fortsat anvendes.
Yderligere oplysninger ved henvendelse til By og Bygs kommunikationschef, Jesper Kirkeskov (telefon 45 74 22 32, e-post jek@by-og-byg.dk).