23948sdkhjf

Klumme: Fremtidens virksomhed 'co-creater'

En undersøgelse fra OECD peger på co-creation som en vigtig faktor, når virksomheder arbejder med innovation. Det markerer et skifte fra tidligere tiders fokus på teknologi og produktudvikling.
Klumme af Merete Brunander, kons. adm. direktør i Dansk Design Center

Co-creation og brugerdreven innovation er som sådan ikke nye metoder hos danske virksomheder. Ikke desto mindre har det aldrig været vigtigere at holde et knivskarpt fokus på udviklingen af nye og innovative produkter og services.

I den internationale undersøgelse New Nature of Innovation, som Erhvervs- og Byggestyrelsens analyseenhed FORA har udarbejdet for OECD, peges der blandt andet på co-creation og brugerdreven innovation som vigtige kilder til innovation. Begge tilgange er kendetegnet af, at virksomhederne skaber unikke løsninger i samarbejde med brugeren. Denne evne bliver ifølge analysen et stadig mere afgørende konkurrenceparameter.

For at konkurrere på fremtidens marked er det derfor nødvendigt, at virksomheder skaber innovation ikke FOR, men MED kunderne.

Co-creation som innovationsdriver
Co-creation går ud på, at virksomheden involverer kunder, evt. også interessenter og stakeholders, direkte i design- og udviklingsprocesser.

Virksomheden forandrer sin forretningsmodel til en platform, som andre kan slutte sig til og videreudvikle, og på den måde udveksler og deler de viden, idéer og ressourcer med deres kunder og interessenter. Og det er netop hele ideen, at slå dørene op og byde kunderne inden for i virksomhedens værdiskabelse og dermed skabe merværdi for begge parter.

Den værdi, virksomheder kan skabe via co-creation, viser sig som personlige, unikke og involverende oplevelser for kunden. Samtidig får virksomheden gavn af en loyal kundegruppe, der engagerer sig i brandet og også fremover vil være ambassadører for virksomheden og udbrede kendskabet bl.a. via de sociale medier.

Hermed sikrer man, at de løsninger, der udvikles, ikke alene får den højeste grad af mening for kunden, men også ofte fører til merværdi og vækst for virksomheden.

Arbejdet med co-creation betyder, at virksomheden får et effektivt redskab til at styrke innovation, fordi de får adgang til nye kilder af viden og kreativitet. Dermed kan de skabe ny dynamik i markedet, styrke innovationsgraden og booste bundlinjen.

Så virksomheder - uanset størrelse - gør klogt i at åbne innovationsprocesserne op og invitere kunderne med til udviklingsfesten.

Forbrugerne vil interagere!
For virksomheder kan det måske lyde udfordrende og lidt fremmed, at man begynder at involvere forbrugerne i processer, der førhen var styret internt i virksomhederne.

Ikke desto mindre er der en mening med det hele. Forbrugerne har i de senere år gennemgået en radikal ændring og har fået ny adfærd og nye behov. I takt med globaliseringen, den hurtige udbredelse af internettet og den teknologiske udvikling er forbrugerne gået fra at være isolerede, uvidende og passive modtagere af produkter, til at være indbyrdes forbundne (opkoblede), informerede og særdeles aktive forbrugere.

Stadigt flere forbrugere involverer sig i udvikling af produkter og services og deltager i interaktion mellem forbrugere og brands bl.a. via brand communities og sociale netværk.

Virksomhederne må derfor reagere på, at forbrugere ikke længere er, eller ønsker at være, passive modtagere af mere traditionelle markedsførings- og kommunikationsindsatser. De vil ses, høres og interagere!

Betyder det at “den nye forbruger” sidder inde med alle svarene, som så bare venter på at blive fundet og implementeret? Nej, løsningerne bliver netop til i relationen mellem forbruger og virksomhed. Det er den merværdi, der skabes i de unikke løsninger, der opstår, når bruger og brand interagerer, der for alvor kan skabe nye standarder inden for design og innovation.

Co-creation betaler sig
Mange vil måske tænke, at co-creation er endnu en megatrend, man skal kaste penge efter eller en dumdristig designsatsning, som måske ikke betaler sig. Og det er forståeligt, når man tænker på, at co-creation må siges at være et af tidens helt store buzz words, som det kan være svært at gennemskue det reelle udbytte af.

Der er selvfølgelig heller ingen tvivl om, at det er ikke er noget, man gør "over night". Co-creation og brugerdreven innovation både forpligter og kræver ledelse samt investering og tid.

Lego som forbillede
Man kan dog være sikker på, at det er noget, der betaler sig, når store danske virksomheder som Lego går forrest i udviklingen. Lego er en af de virksomheder, der på få år har vendt et milliardunderskud til et kæmpe overskud, bl.a. ved at inddrage brugerne i produktudviklingen.

Med produkter som Lego Universe, Lego Mindstorms og Lego Design By Me, har Lego demonstreret, hvordan man med stor succes kan åbne op og involvere brugere i udviklingen af produkter både i form af customization og co-creation.

Jeg er overbevist om, at virksomheder - i større eller mindre skala - med stor fordel kan inddrage kunder og interessenter i værdiskabelsen. Virksomheden sikrer sig langt større konkurrencekraft, hvis denne er baseret på både produkt- og samarbejdsfordele, da sidstnævnte er svære at kopiere for konkurrenterne.

Bliv opdateret
Co-creation er et redskab til at arbejde designdrevet med innovation. Få metoder til en succesfuld co-creation proces og hør bl.a. om Legos investering i online produktudvikling på workshoppen "Tag brugeren med i produktudviklingen – co-creation på online platforme", som afholdes på Lego i Billund den 25. maj fra kl. 10.

Læs mere på www.ddc.dk
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.473