Danske virksomheder tænker positivt
De største danske koncerner har lagt finanskrisen bag sig. De er nu klar til offensive satsninger rettet mod nye markeder og større investeringer i forskning og udvikling.
Deloittes CFO-barometer bygger på svar fra ledende økonomifolk i over 100 af Danmarks største virksomheder, og undersøgelsen har været gennemført hvert halve år siden foråret 2008:
- Der er milde forårsvinde i dansk erhvervsliv. På alle afgørende områder ser økonomi- og finansdirektørerne nu mindst lige så positivt på fremtiden, som tilfældet var i foråret 2008, altså før finanskrisen ramte. På den måde kan vi med undersøgelsen erklære finanskrisen for ovre for de største danske virksomheder, siger Jeppe Larsen, der, som partner i Deloitte Business Consulting er ansvarlig for undersøgelsen.
Skærer det overflødige væk
I mange af de store koncerner har der siden 2008 været koncentreret fokus på at skære overflødige omkostninger væk. Det er den indsats, som man nu kan se resultatet af, mener Jeppe Larsen.
Han advarer samtidig mod, at overfortolke de positive signaler. De mange små og mellemstore virksomheder, som ikke er repræsenteret i analysen, er ikke i samme grad kommet gennem finanskrisen:
- Men heller ikke hos de største virksomheder, er der tid til at hvile på laurbærrene. Det er positivt, at man nu investerer i innovation og forskning i kombination med en offensiv markedssatsning. Men det vil være problematisk, hvis det betyder, at man slapper af og ikke fortsætter med at have fokus på effektiviseringer og lavere omkostninger, siger Deloitte-partneren og fortsætter:
- Man er ovre brandslukningen, hvor der helt akut skulle skæres i omkostningerne. Men hvis man skal fastholde konkurrenceevnen de kommende år, skal der fortsat effektiviseres. Vi vil formentlig fortsat se en del koncerner, hvor man vil sammenlægge back-office funktioner som indkøb, HR, it og økonomi på tværs af datterselskaber. Det vil ofte ske med fælles servicecentre, som placeres uden for Danmark, forudser han.
Ifølge Jeppe Larsen er det er afgørende, at man får skåret yderligere i de omkostninger, der ikke styrker bundlinjen. Det kan frigøre kapital til forskning og udvikling og løfte lønsomheden:
- Det er afgørende for at fremtidssikre både de enkelte virksomheder og dansk erhvervsliv i bred forstand, slutter han.
Kilde: Deloitte