Amerikansk koncern lukker dansk sengefabrik
50 medarbejdere står uden job, når Invacare-EC fra årsskiftet flytter monteringen af senge fra Høng til Diö i Sverige.
- Invacares skift i strategien med ønsket om at drage fordel af den samlede værdikæde betyder imidlertid, at fabrikken i Høng ikke længere er konkurrencedygtig, siger adm. direktør Göran Löfgren til Sjællandske Medier.
Indtil maj 2009 siden producerede fabrikken i Høng senge og personløftere til sygehuse, institutioner og hjemmeplejen, men siden har de ansatte udelukkende arbejdet med montering. Denne del flytter nu til Invacares fabrik i svenske Diö.
Ifølge Sjællandske Medier vil virksomhedens ledelse og medarbejderrepræsentanter sætte sig til forhandlingsbordet i dag for at få vilkår og medarbejderaftaler på plads. Fabrikken lukker ved udgangen af 2011.
Om Invacare-EC
Koncernen har hovedsæde i Ohio og er grundlagt i 1885. Ifølge Sjællandske Medier er der 110 ansatte i Danmark, men inden årsskiftet bliver dette antal altså reduceret til 60.
Fabrikken i Høng blev etableret i 1994 under navnet Scandinavian Mobility. I 1999 skiftede fabrikken navn til Invacare som led i en fusion.