Esbjerg-makkerpar udvider på hjemmebanen
Den 2. februar slog designfirmaet RackBuddy dørene op til en 300 m2 stor interiørbutik i det gamle gokartcenter i Esbjerg.
Helt tilfældigt er placeringen ikke, da de to ejere, Lasse Nielsen og Martin Heinze, er opvokset i Esbjerg. For dem er det helt naturligt at udvide forretningen på egen hjemmebane.
Det hele startede, da de to venner byggede deres første garderobestativ i en lille garage. De to tidligere Esbjerg-spillere byttede i 2013 fodboldstøvlerne ud med industrielle vandrør, der udgør et tøjstativ, og de har været den helt store bestseller siden 2013.
I dag beskæftiger det esbjergensiske makkerpar 12 ansatte, omsætter interiør for et tocifret millionbeløb, som sælges online til tyve lande, og har butik og showroom i København, hvor Lasse Nielsen bor.
- Det har hele tiden ligget i kortene, at vi skulle udvide med flere butikker, men at det bliver i Esbjerg er en stor drøm. Selvom vores lager ligger i Esbjerg, så er der bare noget helt rigtigt i at få alt samlet under ét tag, og på samme tid tilbyde noget helt nyt til vores by, siger Lasse Nielsen og Martin Heinze.
Ud over butiksdelen i bygningen i Grådybet, som tidligere husede et gocart-center, flytter firmaet også sit lager fra Murervej i Sædding til Grådybet.