Arrangør: Bedste Interzum nogensinde
Besøgstallet på den tyske messe for leverandører til møbelindustrien steg med hele 13 % i forhold til sidste udgave i 2009.
Endvidere steg antallet af udstillere fra 1.356 til 1.434, og det betød, at arrangørerne måtte tage en ekstra hal i brug i forhold til for to år siden:
- Jeg er absolut henrykt. Det der er sket her i de sidste dage er fantastisk. Gennem fire dage har udstillerne fremvist, hvad jeg kun kan beskrive som et festfyrværkeri af en udstilling. Industrien har fejret sig selv – med god grund, siger Frank Haubold, produktchef på Interzum.
Han fremhæver desuden, at den tyske underleverandørmesse i år blev mere international end nogensinde. Af de 52.400 besøgende kom de 34.500 således fra udlandet, og det er en fremgang på 24 % i forhold til 2009.
Den næste udgave af Interzum finder sted i perioden 13.-16. maj 2013.