23948sdkhjf

Navnenyt: Branchekendt butiks- og erhvervschef til køkkenkæde i Odense

Branchekendt butiks- og erhvervschef til køkkenkæde i Odense
Køkkenvirksomheden Designa med hovedsæde i Kjellerup uden for Silkeborg har 1. marts ansat den erfarne køkkenmand Per Juhl som butiks- og erhvervschef for kædens egen butik i Odense.

Per Juhl får det overordnede ansvar for butikken, ligesom han får ansvaret for at etablere en endnu stærkere kontaktflade mod erhvervs- og projektmarkedet i Odense. Med et stærkt og erfarent team har Desgina Odense dermed lagt et stærkt fundament til en markant vækst for kædens aktiviteter i og omkring Odense.

Designa fik i februar 2018 nye ejere og har iværksat en ny strategi med fokus på at styrke forhandlernettet markant. Med ansættelsen af Per Juhl, tager kæden endnu et skridt i retning mod at indfri de ambitiøse mål.

Per Juhl er et særdeles kendt ansigt i køkkenbranchen og har tidligere blandt andet været direktør og erhvervschef hos Svane Køkkenet i Aabenraa og senest været nyhus- og erhvervschef hos Invita i Vejle.

Ny salgskonsulent hos Outrup Vinduer & Døre
Michael Frøkov, Frederikssund, er den 1. februar 2019 tiltrådt som salgskonsulent hos Outrup Vinduer & Døre. Her skal han arbejde i salgsafdelingen, varetage serviceringen af håndværksmestrene og sikre, at Outrup forsat er en attraktiv medspiller på renoveringsopgaver i Storkøbenhavn.

Michael kommer med en baggrund fra trælastbranchen og har tidligere været salgskonsulent inden for brancher, som leverer til byggeriet, hvorfra han har stor erfaring med B2B-handel. Han tiltræder i en nyoprettet stilling for at bidrage til et i forvejen stærkt område hos Outrup.

Ny forretningsudvikler og BI-konsulent til Outline Vinduer
Stefán Ørn Ásgeirsson, 30 år, Aalborg, er den 1. marts tiltrådt i en nyoprettet stilling som forretningsudvikler og BI-konsulent hos Outline Vinduer A/S i Farsø. Han bliver en del af virksomhedens afdeling for logistik og planlægning, hvor han sammen med ledelsen skal stå for at udvælge de bedste forretningsudviklende tiltag. Herudover skal han udvikle og etablere en BI-platform på tværs af selskaberne i Inwido Danmark, som Outline er en del af.

Stefán er uddannet cand. merc. i økonomistyring fra Aalborg Universitet og har siden 2017 været ansat som trainee for administrerende direktør i Outline Vinduer. Han har derfor et indgående kendskab til virksomhedens forretning, strategi og kultur. Desuden kommer han med en stærk faglig baggrund og interesse for BI, der har stor betydning for Outlines fortsatte forretningsudvikling.

Træsektionens formand fylder rundt
Formand for Træsektionen i Dansk Byggeri, Niels Moestrup, fyldte tirsdag 5. marts 50 år.

Som ung 22-årig mand etablerede han sin første tømrervirksomhed med et værksted i en 40m2 gammel stald i Karlslunde.

28 år efter er stalden i Karlslunde skiftet ud med flere forretningsområder og er placeret på en 10.000 m2 stor grund i Tune. Herfra drives Moestrup Tømrer & Snedkermester, Moestrup Murer, Moestrup Maler og Moestrup Alufacader, der tilsammen har ca. 60 ansatte.

Gennem årene har Niels Moestrup fået flere anerkendelser. Blandt de episoder, som fødselaren er særligt stolt af, er, da kollegerne valgte ham til formand for Træsektionen. En anden var, da han af daværende borgmester Hans-Barlach fik overrakt Greve Kommunes Erhvervspris 2010. 

Jysk fugebil får erfaren tømrer bag rattet
Dana Lim har netop ansat 36-årige Ronni Korsgaard som ny kørende salgskonsulent.

Ronni Korsgaard er oprindeligt uddannet tømrer og kommer til Dana Lim med stor erfaring fra dagligdagen på byggepladsen. Hans opgave bliver fremover at servicere de jyske håndværkere og forhandlere med alt, hvad de skal bruge af viden, knowhow og løsninger.

- Ronni kender håndværkernes verden særdeles godt indefra og kommer med stor viden og erfaring fra hverdagen i byggeriet. Det har enorm betydning for det serviceniveau, vi kan tilbyde, fortæller Flemming Drewes, der er salgschef hos Dana Lim.

- Vi har i forvejen en fugebil ude at køre på Sjælland og får nu, med ansættelsen af Ronni, endnu én, som skal fokusere på at servicere håndværkerne og vores forhandlernetværk i Jylland, fortsætter han.

Ronni Korsgaard er uddannet som tømrer i 2009 og har siden da arbejdet både herhjemme, i Australien og Norge, fortrinsvis med nybyggeri og større husprojekter.

Han har bl.a. opbygget stor ekspertise inden for tætning af bygninger efter 2020-energikravene og har senest arbejdet som tømrer hos Tømrermester Brian S. Ørnskov ApS i Christiansfeld.


Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078