Nyt om navne: Ny leder til KPK Døre og Vinduer
Christian Homann er 1. april tiltrådt som leder af afdelingen IT og Digital hos KPK Døre og Vinduer i Nykøbing Mors.
Der er tale om en nyoprettet stilling, som er en del af virksomhedens øgede digitale fokus, og som blandt andet skal understøtte virksomhedens nye, digitale bestillingsværktøj til håndværkere, KPK 365.
33-årige Christian Homann skal primært stå for projektledelse, hvor han får ansvar for indfrielse af ønsker til effektivisering, digital udvikling og IT. Han bliver samtidig bindeleddet til virksomhedens leverandører på området.
Christian Homann er uddannet cand.it i Informationsvidenskab og kommer senest fra en stilling som global master data manager hos Wrist Ship Supply, hvor han har været i to år.
Privat bor han i Thisted med sin samlever og to børn.