Møbelproducent indtager køkkenmarkedet
Møbelproducenten Ropox, der har base i Næstved, indtager køkkenmarked. Virksomheden introducerer hæve-sænke møbler til køkkener.
Virksomheden går nu til udlandet med et system, der er skræddersyet til køkkener.
Den aktuelle møbelmesse i Köln viser en klar tendens til, at forbrugerne satser mere på nye køkkener, men også med en helt ny indretning med større satsning på kogeøer, skriver Dagbladet Børsen.
Den tyske møbelindustri oplevede en stagnerende omsætning sidste år, mens landets køkkensalg havde en vækst på 2,6 procent sidste år. I andre lande er væksten endnu mere markant. Til eksempel havde Storbritannien en vækstrate på 28,3 procent, Frankrig en vækstrate på 25,3 procent og USA kunne fremvise en vækstrate på 39.9 procent.
Det er i høj grad højkvalitetsprodukter, der ligger bag den eksplosive eksportstigning.
Ropox er underleverandør til køkkenindustrien og beskæftiger 80 ansatte. Ropox omsætter for omtrent 75 millioner kroner om året.
- Vi ser en tendens til, at køkkenet bliver hjemmets kommunikationscentrum, og derfor vil vi gøre møblerne egnede til flere formål, og så skal højden kunne variere, siger eksportchef Jens Winter, Ropox, til Dagbladet Børsen.