Ny møbelbutik rykker ind i Mipa Møblers tidligere domicil
Udemøbler sælger bedst indendørs. Det er gået op for manden bag Havemøbelland, Leif Olsen. Det skriver Helsingør Dagblad.
Firmaet har butikker i både Helsingør, Helsinge og Ballerup. Erfaringen i Ballerup er netop, at salget bare er bedre under tag, så nu har firmaet overtaget en bygning på Fabriksvej Helsingør, hvor der plads til alle produkterne inde.
Havemøbelland får i udgangspunktet 3.200 kvm på den nye adresse. For at fylde det hele ud kommer der derfor også indendørsmøbler.
Ejendommen i Helsingør har været hjemsted for flere møbelforretninger, med Mipa Møbler som den senest i rækken. Istandsætning af bygningen løber ifølge Helsingør Dagblad op i to mio. kr.
– Det var ikke muligt at rykke direkte ind. Dertil var bygningerne for slidte, I stedet laver vi en “blød” overgang hen over vinteren og åbner med et brag til foråret, siger Leif Olsen til avisen.