Flot resultat hos Riisfort
Riisfort, med base i Århus, har succes som leverandør til blandt andet køkkenbranchen. Opsvinget i køkkenbranchen afspejler sig hos Riisfort.
- Vi kan mærke, at køkkenbranchen har gode tider. Vi er specialister i at finde nye produkter i udlandet og sælge dem herhjemme, hvor det i dag drejer sig om at præsentere nyheder for kunderne. Produkterne skal være trendy og billige, og man skal komme og vise dem frem. Det skal kombineres med god service fra et personale, der ved, hvad de taler om, et stort og godt lager og sikker levering, siger direktør Jan Svendsen, R. Riisfort a/s til ErhvervsBladet.
I oktober 2003 overtog R. Riisfort de industrielle aktiviteter i Danwo, der tidligere var en del af Consenta Gruppen. Med købet af Danwo fik Riisfort tilført både nye kunder, leverandører og en ny medarbejder.
R. Riisfort er en ren grossitvirksomhed uden produktion eller bearbejdning.
Riisforts årsregnskab for 2003/04 viser en omsætning på 136,7 millioner kroner, hvilket skal sammenlignes med 85,7 millioner kroner i 2002/03, fremgår det af ErhvervsBladet.