Designmesse for tredje gang
Starten er gået til den tredje udgave af fagmessen CODE - Copenhagen Design Fair - i Bella Center på Amager.
Bella Center var indtil for få år siden hjemsted for Københavns møbelmesse, men CODE, der i år afvikles for tredje gang, er ikke et forsøg på at genoplive det gamle messekoncept, understreger Sara Skovgaard fra Bella Center:
- Møbelmessen var udelukkende forbeholdt møbler, men vi vil gerne favne bredere. Vi vil præsentere nye, innovative og skæve produkter af høj designmæssig kvalitet, forklarer hun.
Anderledes dialog end til hverdag
Sidste år var omkring 100 udstillere på plads til CODE, men i år er tallet blot 58. Til gengæld var der fin optimisme at spore flere steder efter en tilfredsstillende start på førstedagen:
- Vi havde en pæn formiddag, men her efter middag har det været dødt, konstaterer Annemette Buhl fra Skippers Furniture, der udstiller på CODE for anden gang.
- Vi har allerede masser at følge op på, og så giver deltagelse på messer jo også en mulighed for at gå i dialog på en helt anden måde end til hverdag. Og det er næsten lige så vigtigt som at vise produkterne frem, fortsætter hun.
Skippers Furniture kan på årets messe præsentere to møbelnyheder; sofaserierne ”Ufo” og ”Nice”, der er designet af henholdsvis Carsten Buhl og O & M Design.
Torsdag er CODE forbeholdt fagfolk, og det samme gør sig gældende fredag og lørdag. Søndag, der er messens sidste dag, åbnes dørene til gengæld for alle interesserede. Sidste år gik i alt 3.851 personer – heraf 91 % fagfolk – gennem tælleapparaterne.