TV-vært lukker køkkenfirma: cvr-nummer har aldrig været brugt
Det har indtil videre været et temmelig tumultarisk år for TV-værten Emil Thorup og hans virksomheder.
I februar gik han konkurs med virksomheden ET Byggeri, der opførte arkitekttegnede typehuse, og i juni viste årsregnskabet for hans private holdingselskab et tab på 1,7 millioner. Også egenkapitalen var i minus med 2 millioner kroner.
Nu har den autodidakte designer valgt selv at opløse sin virksomhed ET Køkken, der havde til formål at designe, producere og sælge køkkener. Selskabet blev stiftet i slutningen af 2017, og der er ikke blevet offentliggjort et eneste selvstændigt regnskab. Emil Thorup oplyser til Finans, at selskabets cvr-nummer aldrig er blevet brugt.
- Så det gav ikke mening at have det stående. Derfor har vi lukket firmaet, skriver han i en besked til mediet.
Dermed har Emil Thorups holdingselskab ET Group kun en enkelt ejerandel tilbage, nemlig i møbeldesignselskabet Handwärk, hvor ET Group ejer 44 procent. Handwärk kom ud af 2018 med et lille plus på bunden, og ifølge TV-værten tegner 2019 positivt for selskabet.