23948sdkhjf

Årets FSC Design Award satser på verdensmål og brancheinddragelse

FSC Danmark inviterer igen i år til FSC Design Award, hvor studerende og nye dimittender fra landets design- og arkitektskoler inviteres til at skabe et bæredygtigt design i træ med kommercielt potentiale. Vinderen kåres ved et stort award show i Aller Huset den 21. november, og i år er der sat ekstra fokus på verdensmål og brancheinddragelse. Det skriver FSC Danmark på sin hjemmeside.

Målet med konkurrencen er at inspirere fremtidens designere til at tænke i træ som et naturligt element i bæredygtigt design. Et af bæredygtighedskriterierne er, at der arbejdes med FSC-mærket træ, men i år skal deltagerne desuden tage udgangspunkt i mindst ét af FN’s 17 verdensmål for bæredygtig udvikling.

Sideløbende med afgørelsen afholdes en stor konference for designbranchen med fokus på grøn omstilling: Designing for Sustainability. Ideen er at bruge FSC Design Award og den store udstilling i Aller Huset til at samle branchen og bygge bro mellem studerende og virksomheder på dagen for afgørelsen.

Vinderen på designrejse

Indsigt i globale problemstillinger og nærmere kendskab til produktionsfaser og -forhold er en indgående del af FSC Design Award. Konkurrencen har tradition for at sende vinderen på en designrejse, og i år går turen til Vietnam i selskab med den nye partner ScanCom International.

- Vi brænder for FSC og bæredygtighed, så for mig er det helt naturligt at give unge designere mulighed for at arbejde i denne retning og lære om hvad der sker fra start til slut i en ansvarlig designproces,” fortæller Kommerciel Direktør hos ScanCom, Lars Rudkjøbing til FSC Danmark.

På rejsen til Vietnam skal vinderen blandt andet opleve ScanComs fabrikker, og her udforme en version af vinderdesignet i FSC-certificeret træ.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078