Tømrermester klar til større udfordringer
Det er sjældent, at der bliver sagt nej til en opgave hos tømrer- og snedkerfirmaet Viggo Pedersen & Søn A/S i Rødovre.
- Opgaverne skal selvfølgelig matche vores grundlæggende kompetencer, men udgangspunktet er faktisk, at vi gerne vil udfordres. Det betyder nemlig, at vi holder os skarpe og udvikler os, så vi får nye kompetencer, siger tømrermester og indehaver af Viggo Pedersen & Søn A/S, Martin Hagemann Mortensen.
Han lægger ikke skjul på, at hans mål er, at han i takt med en stigende opgavemængde vil gøre virksomheden større og bredere, så han kan byde ind på stadig større opgaver. "Og nappe de stor i haserne", som han siger med et glimt i øjet
- Det handler ikke om volumensyge, men om at vokse i den takt det er forsvarligt. Mit mål er, at vi om nogle år er dobbelt så store både når det gælder omsætning og når det gælder antallet af medarbejdere, siger Martin Hagemann Mortensen.
Virksomheden og de 20 medarbejdere er for nylig rykket i ny renoverede og større lokaler i Rødovre, så de bygningsmæssige rammer er på plads i forhold til vækstmålet.
I dag arbejder firmaet med alle opgaver inden for tømrer- og bygningssnedkerarbejde som renoverings-, og servicearbejde, fag-, stor-, og hovedentrepriser. Også når det gælder energivejledning er man godt med.
Dialog med kunderne
Martin Hagemann Mortensen er 44 år og det lå ikke i kortene, at han skulle få foden under eget bord i en tømrer- og snedkervirksomhed.
Viggo startede det hele i 1941
Viggo Pedersen & Søn A/S blev stiftet af tømrermester Viggo Pedersen i 1941. Firmaet blev i 1992 omdannet til aktieselskabet Viggo Pedersen & Søn A/S af tømrermester Poul-Erik Pedersen.
I 2005 overtog Lars Schmidt firmaet fra Poul-Erik Pedersen. Lars Schmidt har været ansat i virksomheden siden 1995. Martin Hagemann Mortensen købte firmaet i 2015. Viggo Pedersen & Søn A/S er Rødovres ældste tømrer- og snedker firma og dermed én af de efterhånden få håndværksvirksomheder, som har været i stand til at klare sig gennem de meget omskiftelige vilkår, som byggeriet har haft gennem årene. Lige fra starten har firmaet beskæftiget sig med alle opgaver inden for tømrer- og bygningssnedkerarbejde. |
- Jeg kom faktisk først i lærer, som voksenlærling, da jeg var 25 år. Indtil da havde jeg prøvet mange forskellige ting og blandt andet arbejdet som brandmand, pædagogmedhjælper og chauffør. I forbindelse med renovering af mit hus kom jeg i kontakt med min nabo, en tømrermester, som jeg spurgte til råds om forskellig ting i forbindelse med mit renoveringsprojekt. Han mente, at jeg burde gå i lærer som tømrer. Og sådan blev det, fortæller Martin Hagemann Mortensen. Han læste siden til bygningskonstruktør og efter ansættelse og medejerskab i forskellige byggevirksomheder, købte han i 2015 Viggo Pedersen & Søn A/S.
- Det er jo en hæderkronet virksomhed med rødder tilbage til 1941. Så jeg står på ryggen af en lang række dygtige medarbejdere og ejere over årene. Sådan er det også i dag, hvor det er dygtige medarbejdere som er afgørende for, at vi kan positionere os på markedet.
Det handler naturligvis også om gode relationer og god dialog med kunderne og at løse deres opgaver med indlevelse og respekt. Og det gælder altså også i forhold til at løse opgaver, som kræver nytænkning og alternative metodeløsninger, understreger Martin Hagemann Mortensen.
Mange lærlinge
Den respektfulde tilgang til opgaverne og kunderne præger også virksomheden, når det gælder det man populært kalder det rummelige arbejdsmarked.
- Alle fortjener en chance. Også dem som måske har været lidt på kant med samfundet. Som virksomhed har vi et stort, socialt ansvar. Og det tager vi alvorligt. Nøjagtig, som vi føler, at det er vore pligt at have lærlinge, fremhæver Martin Hageman Mortensen.
Virksomheden har både tømrer- og snedkerlærlinge - så mange, at man modtager en belønning for at overgå måltallet. Og det generer ikke Martin Hagemann Mortensen, at det er andre virksomheder, som ikke tager lærlinge, der betaler.
- Men, siger Martin Hagemann Mortensen, vi har som oftest flest korte lærlingekontrakter. Det er vores måde at sikre os mod konjunkturerne og store udsving i opgavemængden - og ofte også en god løsning for lærlingene, som kan prøve tingene af. Jeg tror, at man i langt højere grad end i dag skal skabe et mere fleksibelt - og rummeligt - arbejdsmarked. Her er korte lærlingekontrakter helt klart en motivationsfaktor for os til at få lærlinge ind i virksomheden, påpeger han.
Virksomheden har i øjeblikket seks lærlinge.
- Det er desværre blevet rigtig svært at få snedkere. Og især kvindelige snedkere er i høj kurs. De har på en eller anden måde den ro og det overblik der skal til for at skabe de gode finessen og den flotte finish.
Men alle er velkomne her i virksomheden. Vi hylder nemlig mangfoldigheden - både når det gælder medarbejdere og når det gælder opgaver, fastslår Martin Hagemann Mortensen.