23948sdkhjf

Lille Wegner-by får kæmpestol – og det er ikke en Wegner

I Gedsted ved Limfjorden har indbyggerne fået et nyt mødested under det, der med stor sandsynlighed er Danmarks dyreste stol. 1,2 millioner kroner har den kostet, men så kan den til gengæld også bruges til meget andet end at sidde i. Det skriver Nordjyske, der fredag var med, da omtrent 150 Gedsted-borgere var mødt op for at indvie byens nyeste stykke brugskunst.

At det lige netop er en stol, Gedsteds godt 800 indbyggere fremover kan mødes og søge ly under, er ikke tilfældigt. Møblet skal symbolisere byens status som hjemsted for møbelproducenten Getama, der blev grundlagt som møbelsnedkeri i 1885, og som er særligt kendt for sin produktion af Wegner-stole.

Stolen er bygget i det hårde, vejrbestandige azobe-træ, der formodes at kunne holde i 100 år, og den er blevet så stor, som man kunne skaffe bjælker til. Det er den nordjyske arkitekt Christian Lomborg, der har tegnet møblet, og skulle man undre sig over, at stolen ikke ligefrem til forveksling ligner en Wegner-model, findes der en ganske god forklaring.  

- Vi havde tænkt på, at det skulle være en Wegner-stol, men det krævede et hav af tilladelser. Så det er det altså ikke, forklarer Doris Lauritzen, formand for byens borgerforening samt byrådsmedlem (S)

Stoleprojektet er en del af den byfornyelse, som kommune og stat har kommet tre millioner kroner i, og som blandt andet skal imødegå den affolkning, der har ramt byen.

Kommenter artiklen (1)
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094