23948sdkhjf

Rekordstor Dana Lim Pris deles af to

Årets pris på 650.000 kroner går i år til hele to forskningsprojekter

Socialt ansvar er højt på dagsordenen hos landets største producent af lim, spartel- og fugemasse, Dana Lim. Det blev understreget fredag, da årets Dana Lim Pris blev uddelt ved en fejring hos virksomheden i Køge.

Det er Dana Lims ejer Kaj Hansen Fonden, der uddeler prisen til velgørende formål. I år gik prisen til ikke bare ét, men hele to forskellige forskningsprojekter. Den første pris, hvor der fulgte et beløb på 450.000 kroner med, gik til forskning i forebyggelse af blodpropper og hjerteflimmer efter hjerteoperationer. Den anden pris havde 200.000 kroner i medgift og gik til et ph.d.-studie med fokus på, hvordan man nemmere og hurtigere udreder patienter med stabile brystsmerter.

To prismodtagere, to hjertesager
Første prismodtager var overlæge Helena Domínguez. Hendes forskningsprojekt, LAACS-2, undersøger systematisk, om en tillukning af hjertets venstre forkammers hjerteøre minimerer risikoen for blodpropper efter en hjerteoperation.

- Et hjerteøre er lidt ligesom blindtarmen. Det er en rest fra fosterudviklingen. Begynder venstre forkammers at flimre efter en hjerteoperation, er der risiko for, at der dannes blodpropper i venstre forkammer, især i hjerteøret, der kan sendes til hjernen og forårsage slagtilfælde. Med Kai Hansen Fondens bidrag kan vi nu systematisk undersøge, om en lukning af hjerteøret kan minimere denne risiko hos hjerteopererede patienter, fortæller overlæge Helene Domínguez.

Det er ikke kun overlæge Helena Domínguez, der har kastet sig over hjertet. Louise Hougesen Bjerkings ph.d-studie skal klarlægge en nemmere og hurtigere måde at udrede stabile brystsmerter på. I stedet for de ressourcetunge undersøgelser, der findes i dag, vil studiet benytte et såkaldt CADscor®System, der måler hjertelyde og flowet i kranspulsåren. Hun fortæller:

- Vi er meget taknemmelige for prisen, som bidrager til, at dette ph.d.-studie kan gennemføres. Forhåbentligt kommer vi nærmere en mere enkel metode til at afkræfte kranspulsåresygdom hos patienter med stabile brystsmerter. Vi vil benytte en lille sensor, der blandt andet måler patienternes hjertelyd. Dermed kan vi inden for et kvarter sige, om du skal til yderligere undersøgelser, eller om du intet fejler. Du skal ikke vente mange dage på svar eller have foretaget større avancerede undersøgelser.

Atypisk forretningskonstellation
Mogens Overgaard, som er formand for Kaj Hansen Fonden, er i år ekstra glad på både modtagernes og fondens vegne:

- Det er altid en stor dag, når vi skal overrække Dana Lim Prisen. Det gør mig ekstra glad, at vi i år kan støtte hele to forskningsprojekter til gavn for os alle. Vi har nok branchens mest atypiske forretningskonstellation, men det er det, der gør dette muligt, siger Mogens Overgaard og uddyber:

- Vi syntes, at begge projekter var så spændende, at vi ikke kunne sidde dem overhørig. Derfor besluttede vi, at begge skulle tildeles prisen. Det er jo en luksus, der er få fonde forundt. Men vi vil gerne hjælpe så mange som muligt og så bredt som muligt.

Mogens Overgaard håber at det rekordstore beløb, der følger med priserne, vil være med til at sætte skub i begge projekter og i sidste ende gøre livet nemmere for begge typer patienter.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078