23948sdkhjf

HI 2011: Målbevidste trævirksomheder på HI11

Få men gode og målrettede besøgende på messens første dag ansporer til optimisme blandt udstillerne i HI's træ-sektion.
Trods en træg opstart er der optimisme i Woodtech-hallen på årets HI-messe.

- Det var en lidt langsom opstart, men i dag ( onsdag, red. ) er det bedre, lyder det nærmest enstemmigt fra de virksomheder, som Wood Supply har besøgt på andendagen af årets HI-messe.

Selvom messen kun har været åben et par timer, er det tydeligt for enhver, at der allerede i de tidlige formiddagstimer har været en helt anden summen i messehallerne end på åbningsdagen, tirsdag.

Samtidig kan virksomhederne konstatere, at der ikke er noget at komme efter, hvad angår kvaliteten af de besøgende.

- Dem, der kommer her, har et mål med messen. De er målbevidste og ved hvad de vil, siger Palle Grønne Nielsen fra Kuni, der udstiller på Sammenslutningen for Maskinfabrikanter til Træindustriens fællesstand i hal H.

Og netop et mål med at deltage på messen, er også hvad virksomhederne har sat.

Kuni vil nurse eksisterende kunder
- Vi er her for at 'nurse' eksisterende kunder og så selvfølgelig vise vores navn endnu engang. Men det er mere kundepleje end nye aktiviteter, der er i fokus siger Palle Grønne NIelsen fra Kuni til Wood Supply.

- Samtidig nyder vi godt af den synergieffekt, det giver at stå på en fællesstand med andre aktører i industrien. Vi får gavn af hinanden på en helt anden måde, og så får vi langt mere positiv feedback, end hvis vi stod alene, forklarer han.

DFI Gruppen går efter nye kunder
Hos DFI-Gruppen er man også kommet sig over en stille førstedag og glæder sig blot over, at de få besøgende, der trods alt kom til deres stand i hal H, var seriøse.

- Der var god kvalitet på førstedagen, fortæller sælger Anders Harpsøe, der samtidig understreger at man hos DFI-Gruppen går målrettet efter nye kunder og kontakter.

- Vores eksisterende kunder vil vi hellere besøge hjemme hos dem selv, en dag hvor de har bedre tid, forklarer han, men tilføjer samtidig, at alle nye såvel som eksisterende kunder vil blive budt på kaffe, skulle man få lyst til at kigge forbi.

Quickwood vil have fat i Danmark
Bent Malherbe, Managing Director hos Quick Wood, har en helt klar målsætning med sin deltagelse på HI11.

- Vi skal have fordoblet omsætningen i Danmark, siger han.

- Vi har godt fat globalt, men omsætningen i Danmark udgør under 1 % af den samlede omsætning. Derfor skulle den gerne fordobles, forklarer han og indrømmer, at han her på anden dagen er langt mere fortrøstningsfuld end efter gårsdagens aktiviteter.

- I går var det metal-delen, der reddede os, men lad os nu se, slutter han.

Kuni, Quick Wood og DFI-Gruppen kan besøges i hal H på henholdsvis stand 610001, 6021 og 6240.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078