Kontormøbel-branchen arbejder sig ud af krisen
De danske producenter af kontormøbler har lidt tab i årevis. Nu vil tre af branchens største aktører arbejde sig ud af krisen.
Kontormøbelbranchen arbejder sig ud af krisen
De tre store danske producenter af kontormøbler, Labofa Munch, SIS International og System B8 har været igennem en mislykket fusion. Nu vil de på hver sin måde arbejde sig ud af krisen. Fælles for dem alle er, at de har oplevet voldsomme tab.
- Der er ingen tvivl om, at der er brug for en konsolidering i en branche, hvor man taber 20 kroner for hver gang, man sælger for 100. Men det ville simpelthen blive for dyrt i fabrikslukninger og fyringer, hvis vi gik sammen, siger System B8s adm. direktør Christian Vindstrup til Berlingske Tidende.
SIS International har ændret strategi, således af salget af undervisningsmøbler opprioriteres mens produktionen af kontormøbler drosles ned.
System B8 har valgt at koncentrere sig om det danske og det norske marked, da de har en del fællestræk.
- Efter tre års hestekur har vi nu sat fokus på afsætningssiden. Vi er nu transformeret fra at være en møbelfabrik til et indretningshus, som tidligt tager kontakt med arkitekter bygherrer, når der skal bygges kontorer, siger adm. direktør Christian Vindstrup til Berlingske Tidende.
Endelig har Labofa Munch gennemgået nogle omfattende ændringer, hvorfor virksomheden skal til at starte på en frisk, efter af virksomheden blev solgt til de to direktører Preben Nielsen og Mogens Pedersen i et management buy-out, fremgår det af Berlingske Tidende.