Kontormøbel-producenter leverer til det offentlige
Af en pressemeddelelse fra Statens & Kommunernes Indkøbs Service A/S fremgår det, at 10 leverandører af kontormøbler har vundet udbud hos Statens & Kommunernes Indkøbs Service A/S (SKI).
Af de 10 leverandører er CJC Gruppen, Gubi, Jesper Office og TIC nye leverandører.
På den ny rammekontrakt er der mulighed for at vælge mellem et stort sortiment som både dækker designmøbler og funktionelle kontorstole. SKI har involveret Bedriftssundhedstjenesten (BST) i vurderingen af funktionaliteten.
- Med den brede kreds af kunder, som SKI betjener, har det været vigtigt, at vælge mange forskellige leverandører, der kan dække forskellige behov, siger adm. direktør Søren Jakobsen, SKI, og fortsætter:
- SKI forventer en årlig omsætning på rammekontrakten på 250 millioner kroner, hvoraf der allerede er givet tilsagn om at købe ind for 70 millioner kroner fra stat, kommuner og halvoffentlige virksomheder som blandt andre DR, DSB, RISØ, Forsvaret, Undervisningsministeriet, Skatteministeriet samt Horsens og Hvidovre Kommune.
Rammekontrakten er blevet til i tæt samarbejde med en følgegruppe bestående af ca. 15 indkøbere fra offentlige og halvoffentlige virksomheder.
Et af følgegruppemedlemmerne er Kirsten Lausten fra Told & Skattestyrelsen, og hun ser frem til at benytte sig af de fordele, som rammekontrakten giver Skatteministeriet i forhold til at koordinere møbelindkøbet.
- Med den ny rammekontrakt på møbler kan vi samle indkøbet fra Skatteministeriets departement, Landsskatteretten og vores otte Told- og Skatteområder. Det giver hele Skatteministeriet væsentlige besparelser at koordinere indkøbet og vælge tre-fire leverandører, som vi alle handler med, siger specialkonsulent Kirsten Lausten.
Den ny rammekontrakt træder i kraft 1. april 2005, og gælder i to år med mulighed for forlængelse i yderligere et til to år.
Leverandørerne er samlet set landsdækkende med lokale salgskontorer og forhandlere.
Kilde: Statens & Kommunernes Indkøbs Service A/S – www.ski.dk