23948sdkhjf

Jobfesten i Danmark er slut: Beskæftigelsen står i stampe

I tre ud af de sidste fire måneder er der stort set ikke ændret på antallet af lønmodtagere

Beskæftigelsen i Danmark stod igen i august stort set stille. Omkring 200 personer mere blev lønmodtagere, men da der i alt er omkring 2,79 millioner lønmodtagere i Danmark, er status stort set uændret.

Danmarks Statistik, der fører statistikken over antallet af lønmodtagere, noterer sig da også, at det danske arbejdsmarked efter en længere jobfest, nu er frosset til.

- I august var der for tredje gang ud af de seneste fire måneder et stort set uændret antal lønmodtagere sammenlignet med måneden før, skriver Danmarks Statistik.

- I alt har der i de fire måneder været en stigning på 6.300 lønmodtagere. Til sammenligning var der de fire foregående måneder til og med april en stigning på 17.500 lønmodtagere.

Der er groft sagt blevet omkring 400 færre ansatte i den offentlige sektor, mens beskæftigelsen i det private er vokset med omkring 600 personer.

I dansk erhvervsliv tolkes opbremsningen som et resultat af, at dansk økonomi ikke længere kan trodse tyngdekraften og de mørke skyer fra udlandet i form af brexit og handelskrigen mellem USA og Kina.

- Som helhed er dansk økonomi sund, og vi forventer også stadig, at der vil komme flere i job i de kommende år, siger Dansk Industris vicedirektør, Steen Nielsen.

- Men meget tyder på, at vi alle sammen kommer til at skulle skrue ned for vores forventninger sammenlignet med tidligere år.

Dansk Erhvervs cheføkonom, Tore Stramer, peger på, at oveni opbremsningen vil mange virksomheder, der har med Storbritannien at gøre, holde blikket stift rettet mod, hvad resultatet af brexit-forløbet bliver.

- I tilfælde af at vi ender med et hårdt brexit uden en aftale, så vil der være tale om et stort negativt chok til både dansk og europæisk økonomi.

Tallene for august er foreløbige, men de er korrigeret for sæsonudsving, oplyser Danmarks Statistik.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094