23948sdkhjf

Brexit-bøvl sænker vækstmål på vestjysk vinduesfabrik

Hos Idealcombi i Hurup Thy har de verserende brexit-forhandlinger allerede sat sine spor. Vinduesproducenten har nu i flere år været berørt af de usikkerheder, briternes forestående farvel til unionen har medført, og alene det at bibeholde omsætningen er en udfordring. Sådan lyder det fra Martin Søgaard, der ejer og driver Idealcombi i samarbejde med sin fætter Mikael Søgaard.

– Det er vores største eksportmarked, så selvfølgelig bliver vi påvirkede af det, siger Martin Søgaard til Finans.

Allerede i regnskabsåret 2016/17 oplevede den vestjyske vinduesproducent et markant fald i omsætning fra 663 til 586 mio. kr. som følge af det britiske nej til at forblive i EU, og mens omsætningen blev løftet året efter, er meldingen fra Martin Søgaard, at den nu igen vil være faldet, når regnskabstallene lander senere på året.

En del af en tendens
Dermed er Idealcombi en del af en større tendens, viser en ny ejerlederanalyse fra revisionshuset PwC. Her angiver 22 pct. af de adspurgte ejerledere, at de har måttet sænke deres forventninger til de kommende tre år på grund af ”aktuelle geopolitiske strømninger”.

– Efter en række år med meget høje vækstrater forventer ejerlederne nu mere moderat vækst. Ifølge ejerlederne selv er de påvirkede af, at dansk økonomi står over for reelle udfordringer blandt andet på grund af handelsrestriktioner og brexit, fortæller Ulrik Ræbild, partner i PwC.

Ifølge Ulrik Ræbild eksporterer ejerledede virksomheder traditionelt til deres nærmarkeder og satser primært på eksisterende produkter, men den økonomiske afmatning har fået flere ejerledere til at søge andre veje til vækst gennem nye produkter og nye markeder. Også hos Idealcombi har man kig på nye markeder og ”de muligheder, der ellers er”, men Martin Søgaard understreger, at det ikke er spor lige til.

– Det er ikke sådan, at vi bare kan åbne døren til et nyt land. Sådan fungerer det ikke. Selvom vi gerne ville, og selvom vi har haft mange søvnløse nætter, er der ikke nogen mirakelkur, man lige kan hive op ad skuffen, siger han til Finans.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078