23948sdkhjf

Møbelproducent har genvundet fodfæstet: Bedste resultat i årevis

Efter i årevis at have kæmpet med millionunderskud, lykkedes det for to år siden at få vendt bøtten hos den vestjyske møbelproducent Fumac. Og man har holdt fast i den gode udvikling, fortæller Fumac i en pressemeddelelse om det nyligt offentliggjorte regnskab.

Her fremgår det, at omsætningen er vokset mere end 50 pct., mens der også er en ”pæn stigning” i alle nøgletal. Bruttoresultatet er vokset fra 18,5 til 19 mio. kr., mens årets resultat efter skat lander på 6,1 mio. sammenlignet med 4,1 mio. kr. i regnskabsåret 2017/18.

– Vi har meget at være glade og stolte over. Det er rart at vide, at de tiltag, vi har gjort i årets løb, også lønner sig, udtaler Fumacs adm. direktør, Per Susgaard.

Tiltagene tæller investeringer i produktudvikling og nye kunder, ligesom Fumacs kapacitet er blevet øget. Desuden har virksomheden øget sit bæredygtighedsfokus med en række grønne strategiske investeringer.

– Vi fokuserer meget på bæredygtighed og arbejder blandt andet efter ISO 14001 miljøledelsessystemet, udarbejder grønt regnskab, genanvender mest muligt og fokuserer på udvalgte Verdensmål, især Verdensmål nr. 12 vedrørende ansvarligt forbrug og produktion samt Verdensmål nr. 3 vedrørende sundhed og trivsel, lyder det fra Per Susgaard.

Grøn strategi
Fumac har i flere år udelukkende indkøbt FSC-certificerede råvarer, og fra og med årsskiftet forventer Vinderup-virksomheden at kunne sælge alle kontormøbler som FSC-certificerede, ligesom man også har udskiftet al emballage til den certificerede slags. Desuden er en EU-Blomsten miljømærkning af en udvalgt kontormøbelserie lige på trapperne.

– Vi oplever en øget interesse for og krav om miljømærkede produkter fra både ind- og udland, hvilket bekræfter vores grønne strategi, fortæller Per Susgaard.

Ledelsen forventer en fortsat fornuftig udvikling i 2020, og selvom branchen er presset af udenlandske aktører, har Fumac ingen planer om outsourcing.

– Vi bliver i Vinderup. Vores medarbejderes mangeårige erfaring og møbelsnedkerkompetencer kan ikke erstattes, fastslår Per Susgaard.

Fumac A/S
mio. kr. 2018/19 2017/18
Bruttofortjeneste 19,0 18,5
Resultat af ordinær primær drift 6,3 5,6
Resultat før skat 5,2 3,4
Årets resultat 6,1 4,1
Balancesum 85,0 81,9
Egenkapital 30,1 24,0
Gns. antal ansatte 93 91
Regnskabsåret blev afsluttet 30. juni 2019.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.499