23948sdkhjf

Jubilæum, plankeborde og fredagsstemning på møbelmessen

For 10. gang slog Møbelmessen Skandinavien i sidste uge dørene op for udstillere og indkøbere, og både arrangør og deltagere var godt tilfredse, da Wood Supply fredag eftermiddag lagde vejen forbi.

– Vi har en stabil og god udstiller- og kundebase, og den har vi også set i år, hvor vi har haft 54 udstillere og besøg fra omkring 320 butikker, lød det fra arrangør Esben Veng-Christensen.

Størsteparten af de besøgende havde som sædvanlig fordelt sig på messens første dage, og stemningen i hallerne var da også en anelse mat, da fredagens frokost var spist og hjemturen nærmede sig.

Jubilæum og intakt gåpåmod
Da Esben Veng-Christensen for ti år siden stod i spidsen for den første messe, skete det lidt ved et tilfælde. Tidligere var messer skudt op og lukket ned igen, og den erfarne møbelmand fandt, at der manglede et tilbud i det jyske, hvorfor Møbelmessen Skandinavien de første år havde til huse i Vejle.

– Havde du spurgt dengang, om vi skulle holde i ti år, havde jeg ikke troet det, men vi har nok fyldt et hul i markedet ved at fokusere på det såkaldt almindelige møbelmarked, fortæller han.

Derfor er gåpåmodet også intakt hos messearrangøren, der godt tør love, at der også bliver en messe nummer 11.

– Vi fortsætter hårdt på, og er allerede klar til at gøre det hele igen næste år, lyder det.

Plankeborde og bedre design
Når man har ti år som messearrangør under bæltet, har man været vidne til en del modeluners kommen og gåen, og også på årets messe lagde Esben Veng-Christensen mærke til en klar tendens.

– Det startede allerede sidste år, men i år er det jo stort set alle, der har plankeborde med, fortæller han.

Ser man på det lidt større perspektiv, er der et par andre tendenser, den erfarne møbelmand også har bemærket. Den ene handler om design.

– Der er stadig mange her, som får produceret i østen, men hvor der før var tendens til bare at købe produkterne derude, ser vi, at man i langt højere grad selv tager del i designprocessen, og det kommer der meget flottere ting ud af, fortæller han.

Som en sidste tendens peger Esben Veng-Christensen på, at der i øjeblikket sker en bevægelse omkring Kina, hvor stigende produktionspriser i højere grad får folk til at søge mod nabolande som Vietnam.

 

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.105