Robotter har været med til at skabe flere danske job
Danske virksomheder kan hente mange gevinster ved at bruge robotter i deres produktion.
Det skriver Børsen med henvisning til resultater fra et ph.d.-studie.
Ifølge studiet har danske virksomheder, der siden 1990 har investeret i en eller flere industrirobotter, øget omsætningen med 20 pct. tre år efter købet.
Bag studiet står Anders Humlum fra Princeton University i USA.
Han har brugt flere år på at samle data fra 1990 og til i dag for siden at analysere konsekvenserne ved at investere i industrirobotter.
- Industrirobotter er en god ting for den enkelte virksomhed.
- Det øger deres produktivitet, og mit bedste estimat er, at det tillader dem at øge deres omsætning med omkring 20 pct., fortæller Anders Humlum til Børsen.
Den øgede omsætning har ifølge studiet været med til, at virksomhederne i gennemsnit har ansat omkring 8 pct. flere medarbejdere.
Interessant er det desuden, at robotterne også ser ud til at have bidraget til gennemsnitslønnen blandt de ansatte herhjemme.
Anders Humlum bemærker, at den del af studiet er den mest usikre del af hans forskning og er noget, han stadig analyserer.
Men tidlige indikationer kan tyde på, at der er noget om sagen.
- Der tegner sig et billede af, at i gennemsnit har industrirobotter øget samfundskagen og gennemsnitslønnen i Danmark. Mit bedste bud er 0,5 til 1 pct., som det står nu, siger han.
Ifølge Jakob Roland Munch, økonomiprofessor ved Københavns Universitet, er studiet fra Anders Humlum ret opsigtsvækkende.
- Det er meget originalt og nyt. Ikke bare i den danske litteratur, men i hele den økonomiske litteratur er det ret opsigtsvækkende, siger han til Børsen.
Selv om virksomheder, der har investeret i robotter, i gennemsnit har kunnet ansætte flere ansatte, så dækker det imidlertid over en skæv udvikling.
Studiet viser nemlig, at antallet af traditionelle produktionsansatte er faldet med 20 pct., mens der i stedet er blevet ansat teknologimedarbejdere som ingeniører og maskinmestre til at drive og reparere robotterne.
/ritzau/