Sjællandsk møbelfabrik i stor udvidelse
Hos Bondes Møbelfabrik i Kalundborg har man mere end nok at se til. Derfor har virksomheden, der især har specialiseret sig i ompolstring og renovering af de arkitekttegnede møbelklassikere, nu sat gang i en ombygning, der skal sikre mere plads.
Det skriver sn.dk
-Vi skal have fordoblet vores systues størrelse, hvor medarbejderne i dag nærmest går og falder over hinanden på grund af pladsmangel. Og så skal vi have mere lagerplads og bedre personalefaciliteter, fortæller Jimmy Bonde, der står i spidsen for møbelvirksomheden.
Jimmy Bonde fortæller også, at det for tiden især er mange specialopgaver, der fylder i ordrebøgerne hos Bondes Møbelfabrik. Det drejer sig blandt andet om indretning af hoteller og universiteter, og så skal der også lige leveres syv store nicher i egetræ og en masse løse hynder til Panum Instituttet, hvor man desuden skal renovere omkring 100 stk. af Panum-stolen.
Bondes Møbelfabrik, der beskæftiger 12 medarbejdere, blev grundlagt i 1965 af Preben Bonde, og ejes i dag af sønnen Jimmy Bonde.