23948sdkhjf

Små armbevægelser har givet Thomas og Thorsen solidt fodfæste

Thomas Jack Sørensen er ikke meget for at trutte i eget horn. Bevares, godt nok kan det se ud som om, resultatet hos Thorsen Møbler er blevet fordoblet på blot et år, men her skal man hellere se på resultatet før skat, skynder han sig at forklare.

– Og så er det jo heller ikke så stor en bedrift, når udgangspunktet var relativt beskedent, lyder opfølgninger fra manden, der har stået i front for virksomheden i Aarhus-bydelen Hasle de seneste små fem år.

Staben og kursen er sat
I 2017 overtog han ejerskabet, og dermed var Thorsen Møbler efter 140 år ikke længere på familien Thorsens hænder. For Thomas Jack Sørensen gjorde det ikke nogen nævneværdig forskel, for direktørkårene havde været frie og gode, fortæller han til Wood Supply. Således kunne han uforstyrret arbejde videre med det, der hurtigt var blevet hans primære fokusområde.

– Med Thorsen havde Aarhus allerede et high end-møbelhus, men jeg ville rigtig gerne gøre det mere lokalt forankret, og det var mit fokus fra dag ét at samle de rigtige medarbejdere, så det kunne lykkes, fortæller han.

Deri ligger også, at der har været en del udskiftninger i staben undervejs, men Thomas Jack Sørensen er nu vis på, at han har fået sat det rigtige hold. Et resultat der på et enkelt år og før skat er vokset fra 2,2 mio. til 3,7 mio. kr. kunne tyde på, at han har ret.

Vil helst sælge til jyder
Når Thomas Jack Sørensen skal sætte ord på, hvordan det er lykkedes at føje 65 pct. til den bundlinje, han egentlig så nødigt vil tale om, vender han tilbage til den lokale forankring.

– Vi har jo de samme vilkår som de andre i branchen, men hvor mange i den jyske del af møbelbranchen har stort fokus på København, synes jeg, de nære kunder er sjovere, fortæller han. 

Med det lokale i fokus har Thorsen Møbler desuden kunnet ride med på en af branchens andre strømninger.

– Der er kommet mere og mere underholdning i branchen, så vi har også fået flere events på programmet, som fredagsbar med musik og rødvin eller lørdage med nybagte kanelsnegle, forklarer han.

Fra sedaner til sofagrupper
Da Thomas Jack Sørensen kom til Thorsen Møbler, var det efter en fortid i bilbranchen, hvor han havde været tredje generation i en anden familievirksomhed. Og som den nye dreng i møbelklassen, har han bemærket flere markante forskelle på de to brancher.

– Der har været stor forskel fra biler til møbler, og hastigheden er meget langsommere her, så jeg har blandt andet haft fokus på, at vi skulle blive bedre til at flytte ting hurtigere, fortæller han.

Også på et område som det it- og datadrevne halter møbelbranchen stadig bagud, vurderer Thomas Jack Sørensen, der desuden mener, at konkurrencen i de senere år er blevet skærpet markant.

– Særligt i 2019 har vi set, at rabatterne ud til slutbrugeren over hele linjen er blevet meget store, og der skal man følge med, hvis man ikke vil spille sig selv af banen, slår han fast.

Thorsen Møbler
mio. kr. 2018/19 2017/18
Bruttofortjeneste 12,3 11,3
Resultat før finansielle poster  3,8 2,4
Resultat før skat 3,7 2,2
Årets resultat 4,7 2,2
Balancesum 25,2 23,3
Egenkapital 14,0 13,3
Gns. antal ansatte 19 17
Regnskabsåret blev afsluttet 30. september 2019.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.105