23948sdkhjf

Stormvejr og barkbiller banker bundlinjen i vejret hos femårig træhandler

På blot fem år er den europæiske træleverandør European Wood Corporation lykkedes med at skabe en vækstsucces baseret på køb og salg af træ fra centraleuropæiske skove.

I regnskabsåret 2018/19 voksede resultatet før skat fra 10,8 til 20,2 mio. kr., mens bruttofortjenesten nærmer sig de 30 mio. kr., og ifølge adm. direktør Anders Ahlmann er også omsætningen noget nær fordoblet.

– Vi er bestemt tilfredse med det, slår direktøren fast med jysk beskedenhed.

Han påpeger hurtigt, at en god del af det seneste års vækst kan tilskrives ydre omstændigheder.

Et bille- og stormrelateret overudbud
European Wood Corporation køber størstedelen af sit træ i Centraleuropa og sælger til kunder i Fjernøsten. Årets økonomiske medvind stammer i høj grad fra købsmarkedet, hvor virksomheden har oplevet et overudbud på nåletræ.

– I 2018 var der nogle voldsomme storme, som lagde rigtig mange træer ned, og så har det desuden været nogle tørre og varme somre, som har medført, at en del skov er blevet angrebet af barkbiller, fortæller Anders Ahlmann.

Når først billerne har spist sig gennem barken, begynder træerne at dø, og de centraleuropæiske skovbrug har derfor haft brug for at realisere deres træ nu og her.

– Året har altså i høj grad været præget af et overudbud, som vi heldigvis har formået at kapitalisere på, lyder det fra direktøren, der sammen med partnerne Jakob Kildal og Brian Nielsen stiftede den Kolding-baserede virksomhed tilbage i 2014.

Virus dæmper vækstforventninger
Ifølge Anders Ahlmann er den positive udvikling fortsat ind i indeværende regnskabsår, hvor væksten i første kvartal er har holdt samme tempo. Med Kina som det primære salgsmarked er der imidlertid små, mørke skyer i horisonten.

– Det er klart, at vi er bekymrede over den her udvikling af Coronavirus, som uden tvivl kommer til at ramme os, og der er allerede nogle kunder, som har bedt om udsættelse af levering, fortæller Anders Ahlmann og fortsætter:

– Så sent som i mandags har vi modtaget en beretning om, at skoler og offentlige institutioner starter op to uger senere end planlagt her efter fejringen af kinesisk nytår, og usikkerheden kommer helt sikkert til at lægge en dæmper på efterspørgslen på den korte bane.

Hurtig vækst på fjerne kunder
Og måske er det ikke kun af det onde med lidt ro på den korte bane. Anders Ahlmann lægger ikke skjul på, at den hurtige vækst har været en udfordring for den unge virksomhed.

– Det har været et meget travlt år, og vores medarbejdere har pludselig fået dobbelt så meget at lave, mens vi også har fået nye folk ind, så det stiller store krav til organisationen, og man skal være dygtig til at fordele opgaver og ressourcer på den rigtige måde, hvis man skal følge med, forklarer han.

Direktøren er dog ikke i tvivl om, at European Wood Corporation nu har fået organisationen gearet til yderligere vækst. En vækst der skal hentes på den samme opskrift, som den unge virksomhed har fulgt fra dag et.

– Når vi har kunnet vækste så hurtigt, er det blandt andet, fordi vi gør os meget umage med at være tæt på vores kunder; ikke i fysisk forstand, i og med de jo er i Østen, men det handler om at være i kontakt jævnligt og hele tiden holde sig opdateret på deres behov, forklarer Anders Ahlmann, der selv har boet seks år i Asien.

– Derfor har vi jo også haft et godt forhåndskendskab til de asiatiske markeder og regionens forretningskultur, hvilket uden tvivl har medvirket til, at vi har haft held med at bryde de kulturbarrierer, der ellers kan være, slår han fast.

European Wood Corporation ApS
mio. kr. 2018/19 2017/18
Bruttofortjeneste 29,5 17,2
Resultat før finansielle poster 21,2 11,5
Resultat før skat 20,2 10,8
Årets resultat 15,7 8,4
Balancesum 56,7 41,6
Egenkapital 27,6 12,9
Gns. antal ansatte 13 9
Regnskabsåret blev afsluttet 30. september 2019.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.121