23948sdkhjf

Fra underleverandør til møbelproducent: Indtil nu har vi gemt stumperne

Hos HTM Component har en nedgang i vinduesindustrien givet plads til et nyt projekt. Snart kan underleverandøren lancere sin første møbelkollektion, men det er ikke noget, man i første omgang forventer skal skæppe vildt i kassen. Til gengæld kan man endelig få ryddet ud i resttræ og stumper.

– Altså vi har faktisk ikke smidt noget ud, for det er jo dyrt træ, vi har med at gøre, fortæller driftsleder Poul Bjerg Christensen om de stykker træ og afskær, HTM Component hidtil ikke har kunnet gøre brug af.

HTM Component

HTM Component i Herning blev grundlagt i 1993 som Herning Trætørring og Maskinsnedkeri.

Virksomheden har de sidste 7 år udelukkende har været underleverandør til vinduesindustrien, med bl.a. DVC-godkendt limtræ, lister og andre komponenter.

Vinduesindustrien udgør stadig langt den største aktivitet.

HTM Component beskæftiger i dag 14 ansatte, heraf tre lærlinge.

I regnskabsåret 2018/19 havde HTM en bruttofortjeneste på 10,7 mio. kr. og et resultat før skat på 2,9 mio.

HTM's nye møbelkollektion kommer i første omgang til at bestå af plankeborde og reoler i alle typer hårdttræ.

Nu har man besluttet sig for at lave stumper og stykker til plankeborde og reoler, der inden længe skal sættes til salg via HTM Components egen webshop. Et valg der er truffet for at undgå fordyrende mellemled.

Har selv stået for alt
At HTM Component har besluttet selv at stå for salget, ligger helt i tråd med måden, den nye møbelkollektion er blevet til på.

– Vi har selv stået for hele processen lige fra idé til design, ligesom vi kommer til at køre hele produktionen, fortæller Poul Bjerg Christensen.

Dritslederen lægger desuden vægt på, at HTM Components tre lærlinge med det nye produktben, vil kunne føje endnu flere kompetencer til cv’et.

– Vi ser det som en pligt, at de unge mennesker vi tager ind, virkelig skal lære noget, og det at lave møbler er nyt for os, så her er meget læring at hente for vores lærlinge, fortæller han.

Store investeringer
Møbelproduktion er ikke den eneste nye kompetence, den midtjyske underleverandør kan bryste sig af. En massiv investering i maskinparken har betydet, at man nu kan tilbyde en hel række ydelser, der tidligere har været uden for rækkevidde. Virksomheden har investeret i NC-styret Weinig kehler, en ny Dimter afkortersav, komplet finéranlæg, en ny finérpresse, NC-styret sinkmaskine, en Homag pladesav samt Homag kantlimer, som installeres til maj.

– Vi har blandt andet fået et komplet finéranlæg, samt en ny finérpresse, og vi har også investeret i en pladesav, som vi ikke har haft før, men som er nødvendig for at vi kan lave de her møbler, fortæller Poul Bjerg Christensen og understreger at HTM også vil sælge de nye kompetencer som underleverandør.

I alt løber investeringerne op i omkring 5 mio. kr., fortæller driftslederen, der ikke er i tvivl om, at hver en krone er givet godt ud.

– Det er det, der skal til for at udvikle en virksomhed som vores, og det er helt afgørende at man følger med, for at holde op- og omstillingstiderne nede, ellers dør man simpelthen i det her marked, slutter Poul Bjerg Christensen.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078