23948sdkhjf

Formland indtager København

Knap har de sidste designprodukter forladt messehallerne i Herning efter en succesfuld Spring-messe, før Formland er klar til at lancere en helt ny event med dansk kvalitetsdesign i højsædet.

Fra 14.-16. maj 2020 står udvalgte brands fra Formland-messen klar til at præsentere dugfriske designnyheder i helt nye omgivelser til 'DesignCamp by Formland' på Refshaleøen i København.

'DesignCamp by Formland' afholdes som en del af den årlige designbegivenhed 3 Days of Design, der over tre dage samler den danske og internationale designbranche i den danske hovedstad, som forvandles til ét stort showroom.

- Vi ønsker som altid at støtte vores udstillere og samtidig hjælpe dem til større salg nationalt som internationalt. Vi glæder os derfor over samarbejdet med 3 Days of Design og ser frem til at promovere kuraterede, danske brands, der matcher konceptet, på den københavnske designscene, fortæller Formlands projektleder, Mai-Britt Risvig Flyvholm, der tilføjer:

- Tilstedeværelsen på 3 Days of Design er et supplement til Formland-messen, der to gange årligt afholdes i MCH Messecenter Herning.

En kontrastfuld pendant
Med sig til København tager Formland 30 designbrands, som vil fremvise trendsættende nyheder og særlige signaturprodukter i et sanseligt univers, der etableres i en af Københavns skønneste oaser.

Refshaleøen er et gammelt industriområde over for Langelinie, og området byder blandt andet på to charmerende industrihaller - Spolelageret og Kabelhallen - som bliver en rå og kontrastfuld pendant til udstillernes designprodukter.

I de to haller kan designinteresserede glæde sig til at hente inspiration fra velkendte danske brands som Hay, Woud, Humdakin, Kodanska, Care By Me og Encoded.

Cocktailarrangement med havudsigt
I strandbaren Halvandet vil 'DesignCamp by Formland' torsdag 14. maj invitere til et eksklusivt cocktailarrangement. Halvandet ligger sammen med de to udstillingshaller helt ud til vandet og har udsigt over hovedstadens tage og tårne.

Barområdet byder på både strandsand, badebro, loungeområde og minicabanaer, og en shuttleboat vil sejle besøgende fra Nyhavn til Refshaleøen. Området kan også nås via gang- og cykelbroen fra Nyhavn.

'DesignCamp by Formland' finder sted 14.-16. maj 2020 i Spolelageret og Kabelhallen på Refshaleøen. Udstillingen er åben for besøgende torsdag og fredag i tidsrummet 10.00-18.00 samt lørdag 10.00-14.00.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109