Overskudsparket, affaldsstol og vindues-app i kamp om designpris
Onsdag offentliggjorde Danish Design Award årets finalister, og på listen finder man en række produkter fra træ- og møbelindustrien.
Ifølge juryformand Christina Halskov, afspejler årets finalister afspejler de positive kræfter, der er til stede i design, og de områder der skal fokuseres på i 2020 og fremadrettet.
– Løsningerne indgyder tillid til, at positive forandringer er mulige og viser designernes gå-på-mod til at løse klimaudfordringer, konflikter mellem mennesker, tilgodese menneskers behov, skabe muligheder for inspirerende læring, bryde med vanetænkning og innovere, eksempelvis ved at bruge kunstig intelligens med mennesket og planeten i fokus, udtaler juryformanden i en pressemeddelelse.
Herunder har vi listet branchens nominerede sammen med juryens begrundelser.
Virksomheden Flecto Carpets er nomineret i kategorien Save Resources for tæppebelægningen Ecotex designet af Henrik Hedegaard og Ole Bækkegaard.
Tæppebelægning kan absorbere store mængder genbrugt plast, hvilket giver forbrugerne mulighed for at vælge en bæredygtig løsning.
Juryen siger:
På globalt plan bruger vi milliarder af drikkeflasker af plast hvert år. Vi monterer også milliarder af kvadratmeter tæppe hvert år. EcoTEX-produktet har potentiale til skabe enorme besparelser i materialeforbrug. Juryen vurderer, at hvis denne type produkt bliver anvendt i bred skala globalt, vil den årlige produktion af tæpper absorbere materialet fra halvdelen af verdens produktion af plastflasker!
I kategorien Game Changer finder vi møbelvirksomheden Takt, der er nomineret for sin forretningsmodel, der gør det muligt at leje eller lease møbler.
Juryen siger:
Takt har tænkt på alle punkter i det cirkulære system, og de har knækket koden med deres retursystem. Det er et virkeligt sympatisk projekt. Forbes har kaldt det for en “nødvendig katalysator”, så effekten opfattes allerede som betydelig. Det tilgængelige prisleje og saml-selv modellen gør Takt til en slags avanceret, bæredygtigt Ikea-system, forstået på den måde, at her er potentiale til at skabe reel økonomisk impact. Det er et stort skridt i den rigtige retning for møbelindustrien.
Takt dyster også i kategorien Feel Good – Furniture med sin Soft Lounge Chair designet af Thomas Bentzen. Om den siger juryen:
Denne stol rammer alle de vigtige designpunkter. Det er et færdigpakket, bæredygtighedscertificeret produkt, som forbrugeren let kan samle og skille ad, og delene kan udskiftes. Kurverne er flot udført, særligt i betragtning af, at materialet er træ. Det tilgængelige prisleje og saml-selv modellen gør stolen til et slags avanceret, bæredygtigt IKEA-møbel, forstået på den måde, at her er stort potentiale til at skabe reel økonomisk impact. Stolen er et glimrende eksempel på fremtidens møbelindustri og møbeldesign.
I samme kategori, Feel Good – Furniture, finder vi svenske Lammhults Möbler med et borddesign af danske Troels Grum-Schwensen. Ponto er et multifunktionelt, fleksibelt bordsystem. Benene kan justeres på stålbjælkerne under bordet og sættes, hvor man ønsker det.
Juryen siger:
Dette er et flot bud på en ny slags konference/mødebord – et felt hvor vi normalt ikke ser et højt innovationsniveau på designsiden. PONTO-bordene er både solide og fleksible med justerbare ben, der kan køres frem og tilbage på bjælkerne. Det er et fremragende eksempel på en designløsning, der imødekommer forskellige behov, både i forhold til materialer og rum. Samlet set får man indtryk af et svævende bord – et møbel, der trodser tyngdekraften.
I Feel Good – Product-kategorien finder vi Junckers Industrier der sammen med designvirksomheden Carpenter CPH & Hartmann har udviklet parketgulvkonceptet Hexparket, der benytter overskudstræ, der ellers ville være gået til spilde.
Juryen siger:
Dette er en genial og tankevækkende løsning. Produktet anvender materialer, der ellers ville være spildt (ressourcestyring) til at producere en smuk og original gulvløsning , der samtidig er let at lægge. Hvor ofte kan en gulvløsning blive et samtaleobjekt? Hexparket kan provokere til dialog og inspirere til andre smarte løsninger på forskellige områder, hvor produkter af høj kvalitet stammer fra ressourcer, der ellers ville blive spildt. Smukt og spændende at se på, designet er virkelig innovativt.
Også Troldtekt er at finde i Feel Good – Product-kategorien, hvor virksomhedens Troldtekt New Design Line, designet af Michael Christensen, er nomineret.
Juryen siger:
God akustik spiller en vigtig rolle i vores oplevelse af velvære. For at opnå et godt akustisk miljø har arkitekter og interiørarkitekter imidlertid brug for attraktive og prismæssigt tilgængelige produkter, som de let kan implementere. Denne designløsning bruger eksisterende, lokale materialer, der udvider mulighederne for gode akustiske miljøer. Denne produktserie er en gennemført løsning på en evig udfordring med at skabe akustisk komfortable miljøer, som folk ville være glade for at bo i.
I kategorien Outstandig Service finder man Velux, der sammen med designvirksomheden Fjord, Accenture Interactive har udviklet MyDaylight-appen, som simulerer realistisk dagslys i omgivelser, der tilpasses brugeren, ved hjælp af virtual reality og spilteknologi.
Juryen siger:
En AR-app er måske ikke banebrydende ny teknologi, men for mange mennesker, der ikke er arkitekter eller designere, er dette en fantastisk måde at opdage, hvad dagslys betyder for vores velvære i huse. Dagslyset ser meget realistisk ud, og det står over mange andre AR-produkter derude. Løsningen har potentiale til at være meget mere end en app i et felt, der stort set vil blive erstattet af software, nemlig arkitektur. Løsningen kan udvides fra dagslys til luftkvalitet og ideer til, hvordan du forbedrer dit hjem. I tillæg kan den forbindes til køb af vinduer og levering. Det er en designløsning, der er en fantastisk arkitektonisk service.
Rosinen i pølseenden er møbelvirksomheden Houe, der sammen med designvirksomheden Spark og designer Thomas Pedersen er nomineret i kategorien Feel Good – Furniture for stolen Falk, der er produceret af 77 pct. genanvendte materialer.
Juryen siger:
Design handler ofte om at gå på kompromis og gøre flere ting på én gang. Det opfylder denne stol. Linjerne er bløde, og stolen føles godt både fysisk – den er meget behagelig at sidde i – og mentalt, fordi den er lavet af bæredygtige materialer. Den har lang holdbarhed og vil kunne gå i arv. Det er ganske enkelt en fremragende stol.
Prisuddelingen foregår i samarbejde med Dansk Industri og finder sted den 2. juni i Industriens hus.
OM DANISH DESIGN AWARD Danish Design Award er Danmarks store årlige designpris, der hylder den forskel, design kan gøre for mennesker, virksomheder og samfund. prisuddelingen gennemføres i samarbejde mellem Dansk design Center og brancheorganisationen Design denmark. Finalister og vindere udvælges af den internationale jury, der består af førende eksperter inden for bl.a. design, innovation, teknologi og bæredygtighed. |