23948sdkhjf

Afmattet marked sendte Keflico tilbage

For danskejede Keflico blev 2019 et år med tilbagegang på top- såvel som bundlinje. Til gengæld har certificeret træ været i høj kurs hos træhandelsvirksomheden, der forventer, at interessen trods coronaudbruddet vil accelerere yderligere i år.

– Overordnet kan vi konkludere, at vi leverer et regnskab for 2019, der følger markedsudviklingen. I første halvdel af 2019 oplevede vi en meget høj markedsaktivitet i både den træforbrugende industri samt hos de danske tømmerhandler og byggemarkeder, mens vi i andet halvår så en begyndende afmatning i markedet, siger adm. direktør Mads Stenstrop i en pressemeddelelse.

Afmatningen medførte, at Keflicos omsætning med 303 mio. kr. blev godt 10 mio. mindre end det foregående års, mens resultatet før skat faldt fra 11,7 mio. til 5,6 mio. kr.

Virksomheden, der har hovedsæde i Støvring, leverer desuden en fremgang i pengestrømmene fra driften med godt 18 mio. kroner, hvilket betyder en øget likviditets- og soliditetsgrad. En fremgang, som glæder den administrerende direktør i Keflico:

– Efter de seneste års negativ udvikling i pengestrømmene er det glædeligt, at vi nu er lykkedes med at vende denne udvikling, siger Mads Stenstrop.

Mere bæredygtigt træ i byggeriet
Keflicos kommercielle direktør, Camilla Hyldgaard Thomsen understreger, at Keflico fortsat mærker en øget efterspørgsel efter særligt bæredygtighedscertificeret træ på det danske marked.

– Det vidner om, at det er den rigtige tilgang, vi har valgt med vores bæredygtighedsstrategi, der tilgodeser beslutningen om en banebrydende og bæredygtig indkøbspolitik, siger Camilla Hyldgaard Thomsen med henvisning til den bæredygtige indkøbspolitik, virksomheden i 2016 besluttede sig for at følge.

Her præsenterede man målet om, at mindst halvdelen af al forhandlet træ i virksomheden i 2020 skulle være bæredygtighedscertificeret, hvilket forventes indfriet i år:

– Vi opnåede i 2019 en certificeringsandel på i alt 48,9 pct. af vores samlede omsætning, og derfor er det vores klare forventning, at vi allerede inden for de kommende måneder med de initiativer, vi allerede har igangsat som for eksempel vores nye facadeprogram, når vores mål om en certificeringsandel på minimum 50 pct., siger Camilla Hyldgaard Thomsen.

God start på 2020
Hos Keflico har man oplevet, at markedsaktiviteten i de første måneder af 2020 har været positiv på flere områder til trods for den usikkerhed, der med corona også præger markedet for handel med træ og træbaserede produkter.

– Vi har haft en positiv start på 2020. Som mange andre kan vi naturligvis også mærke den usikkerhed, som corona har medført, og det er stadig uvist, hvordan det kommer til at påvirke os i 2020. Dog er vi glade for den høje aktivitet, der ses hos tømmerhandlerne og byggemarkederne med de mange hjemmebyggeprojekter, der bliver igangsat i disse tider, siger Camilla Hyldgaard Thomsen og fortsætter:

– Det er stadigvæk for tidligt at spå om fremtiden, men vi håber ikke, at den nuværende situation i samfundet vil sætte en stopklods for den bæredygtige udvikling, vi har oplevet i de seneste år i byggeriet, hvor opmærksomheden og anvendelsen af træ har været stigende.

Keflico A/S
mio. kr. 2019 2018
Nettoomsætning 303,0 314,0
Resultat af primær drift 8,3 14,2
Resultat før skat 5,6 11,7
Årets resultat 4,3 9,1
Balancesum 167,8 179,1
Egenkapital 44,5 42,3
Gns. antal ansatte 50 46
Regnskabsåret blev afsluttet 31. december 2019.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078