23948sdkhjf

HP Gruppen dropper modulbyggeri

Problemer med likviditeten får nu HP Gruppen til at nedlægge to selskaber og sælge ud af aktiviteterne.
Krisen i byggeriet har sat likviditeten under pres, og derfor har HP Gruppen set sig nødsaget til at slanke organisationen gevaldigt.

Selskaberne HP3 og HP Huse er afviklet, mens et tredje selskab, HP Byg, er solgt til KGH Holding, der er selskabet bag entreprenørvirksomheden K.G. Hansen & Sønner og investeringsselskabet Sobico.

HP Gruppen, der i mange år har hørt til blandt de store byggefirmaer i Nordjylland, råder herefter blot over et enkelt selskab; nemlig HP Projektudvikling.

Historisk stor ordrebeholdning
De nye ejere tilfører 15 mio. kroner i frisk kapital til HP Byg, men det skal på ingen måde ses som et kunstigt åndedræt, pointerer K.G. Hansen-direktør Anders Borg-Hansen over for Nordjyske Medier:

- HP Byg var tæt på at ende som et uretfærdigt offer for en sammentræf af en lang række økonomiske omstændigheder, som ledelsen ikke selv har været herre over. Det skabte en meget ærgerlig situation, der truede virksomheden på trods af vækst og historisk stor ordrebeholdning. Faktisk så stor, at det i sig selv har givet et pres på likviditeten, siger han.

Ny direktør i HP Byg bliver Henrik Petersen, der afløser Søren G. Pedersen. Sidstnævnte fortsætter som direktør i holdingselskabet HP Gruppen og i HP Projektudvikling.

Lettelse
Årsagen til de økonomiske problemer skyldes de nu afviklede selskaber; HP Huse, der opførte villaer, og HP3, der beskæftigede sig med modulbyggeri.

De to selskaber havde store problemer med likviditeten, og da banken krævede sikkerhed fra de øvrige selskaber i HP Gruppen, kom HP Byg også i problemer.

Søren Pedersen, der er søn af grundlægger Henning Pedersen, siger til Nordjyske, at han er lettet over, at det er lykkedes at bevare samtlige arbejdspladser i et styrket HP Byg.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078