23948sdkhjf

Vækstår udeblev i Årre: Kvist barberer millioner af bundlinjen

Hos sydjyske Kvist Industries blev 2019 ikke det vækstår, man havde regnet med. I stedet viser det nyligt offentliggjorte regnskab tilbagegang på både top- og bundlinje hos den Årre-baserede møbelproducent, og ifølge adm. direktør Jens Bach Mortensen er der to primære årsager til udviklingen.

– Dels har en af vores kunder oplevet lidt afmatning på et af deres store produkter, dels har vi været nødt til at udskyde to større udviklingsprojekter, som vi ellers havde sat i gang, lyder forklaringen.

Jens Bach Mortensen ønsker ikke at konkretisere, hvilke projekter der er tale om, men han fortæller, at det ene er udskudt til i år, mens det andet muligvis ender med helt at blive aflyst. Ikke desto mindre bød 2019 på en række investeringer forbundet med de to projekter, og det har altså sat spor på bundlinjen hos den Årre-baserede møbelproducent.

50 færre kan hurtigt komme igen
Mens omsætningen tog et lille dyk, og landede på 397 mio. sammenlignet med 411 mio. kr. i 2018, er der barberet mere end 9 mio. kr. af resultatet, som efter skat landede på 171.928 kr. I årsrapporten kan man læse, at den dalende omsætning førte til en kapacitetstilpasning hos Kvist, som imidlertid kun havde effekt i andet halvår af 2019.

– Vi havde jo påbegyndt udviklingen af systemer og produkter i forbindelse med de projekter, der blev udskudt, ligesom vi havde indkøbt maskiner, så kapacitetstilpasningen har udelukkende handlet om en reduktion i bemandingen af timelønnede produktionsansatte, fortæller Jens Bach Mortensen.

Således er det gennemsnitlige antal beskæftigede hos Kvist Industries i årets løb faldet med små 50 mand til 751, men Kvist-direktøren vurderer, at den udvikling hurtigt kan vendes igen.

– Hvis der var tale om en ”alt andet lige”-situation, så skulle vi have været ud og ansætte, men i og med coronaen er kommet ind over, er det hele sat lidt på hold i øjeblikket, fortæller han.

Forventer underskud og ændret adfærd
Coronaen har også sat sine spor i ledelsens forventninger til et 2020, der ellers er startet helt fornuftigt.

– I første kvartal holdt vi budgetterne på både omsætning og indtjening, og april ser også fornuftig ud, men vi bliver ramt i maj og juni, lyder vurderingen fra Jens Bach Mortensen, der forventer, at coronakrisen vil skære omkring 15 pct. af årets samlede omsætning hos Kvist Industries.

– Nu er det imidlertid mit indtryk, at det så småt er begyndt at pege opad igen; ordreindgangen falder ikke længere, og det virker som om, der begynder at komme mere aktivitet hos vores kunder både ude og hjemme, fortæller Jens Bach Mortensen.

Han vil dog ikke udelukke, at der også kan komme noget godt ud af de seneste måneders pandemi.

– Købekraften er der stadig, og jeg tror på, at de produkter, vi arbejder med, vil stå højt på agendaen hos mange, fordi det er i træ og en god kvalitet, og det passer ind i den grønne dagsorden, som jeg tror, coronakrisen har været med til at skubbe på, lyder det fra Jens Bach Mortensen.

Forventningen om et negativt resultat i størrelsesordenen 0 -5 mio. kr. er derfor heller ikke noget, der kan slå Kvist-direktøren ud.

– Vi har en rimelig stærk tiltro til fremtiden; coronaen har jo blandt andet sat fokus på de udfordringer, der også er forbundet med en globaliseret verden, og jeg tror, at man fremover vil være mere tilbøjelig til at fokusere lokalt og tage hele forsyningskæden med i overvejelserne, efter vi har set, hvor sårbare vi egentlig er, når verden lukker ned, vurderer Jens Bach Mortensen. 

Kvist Industries A/S 
mio. kr. 2019 2018
Nettoomsætning 396,6 411,3
Resultat før afskrivninger 12,6 21,9
Resultat før skat 1,2 11,5
Årets resultat 0,2 9,3
Balancesum 176,3 184,9
Egenkapital 44,6 46,4
Gns. antal ansatte 751 795
Regnskabsåret blev afsluttet 31. december 2019.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094