23948sdkhjf

Ny tyngde i DI: Sammenlægningen med Dansk Byggeri er godkendt

Fra 1. september 2020 bliver 17.400 virksomheder samlet i Danmarks ubetinget største og bredest favnende erhvervs- og arbejdsgiverorganisation. Det er realiteten, efter at de delegerede på DI’s ekstraordinære generalforsamling onsdag godkendte sammenlægningen med et stort flertal. Sammenlægningen blev tilsvarende godkendt af Dansk Byggeris repræsentantskab i går, tirsdag.

Det skriver DI i en pressemeddelelse.

Sammenlægningen vil betyde, at DI i fremtiden vil tegne sig for over 66 procent af lønsummen i Dansk Arbejdsgiverforening. De resterende 33 procent udgøres af DA’s øvrige 13 medlemsorganisationer.

- Det er en fantastisk nyhed midt i en historisk svær krise. Mere end nogensinde før har vi brug for at stå sammen for at styrke dansk erhvervsliv og økonomi. Med sammenlægningen får vores medlemsvirksomheder endnu bedre rådgivning, støtte og netværk. Det vil komme hele Danmark til gode, siger DI’s formand, Lars-Peter Søbye.

Nyt branchefælleskab
Dansk Byggeri har i dag 5.700 medlemsvirksomheder, som nu bliver en del af fællesskabet Dansk Industri (DI). Dermed vokser DI’s medlemstal fra de nuværende 11.700 medlemmer til 17.400 medlemsvirksomheder, hvor Dansk Byggeri etableres som et branchefællesskab for bygge- og anlægsvirksomhederne.

- Sammenlægningen sikrer, at vi har en fælles organisation med kompetencerne og styrken til at være helt tæt på medlemsvirksomhederne, så de oplever, at de har en organisation, som skaber værdi for dem hver eneste dag. Hvor der både er plads til store udfoldelsesmuligheder inden for hver enkelt branche, samtidig med at vi står på den exceptionelt stærke fælles platform, vi har med det nye DI, siger Dansk Byggeris formand, Claus Bering.

Han glæder sig over, at sammenlægningen vil give alle medlemsvirksomheder endnu bedre mulighed for at udveksle erfaringer og mødes i netværk – mellem store og små virksomheder og på tværs af brancher fra byggeri til energi, digitalisering, fremstilling, service, transport og rådgivning – for blot at nævne nogle.

- Der ligger en kæmpe styrke i, at vi kan samle os på tværs af brancher, virksomhedsstørrelse og geografi for at kunne varetage virksomhedernes interesse – både i vores services og rådgivning og i det politiske arbejde for at skabe de bedst mulige rammer for at drive virksomhed. Jeg er glad for, at der har været så kolossal opbakning i begge organisationer til, at det er den rigtige vej at gå, siger Claus Bering.

En stærk stemme
DI’s formand Lars-Peter Søbye understreger, at sammenlægningen samtidig vil styrke danske virksomheders stemme - både på internationalt, nationalt og lokalt plan. I en tid, hvor dansk økonomi og danske virksomheder er kastet ud i en af de værste kriser i nyere tid, er det afgørende, at erhvervslivet har en tæt og god dialog med regeringen, Folketinget og resten af samfundet.

- Nu får danske virksomheder en enestående stærk stemme med endnu mere tyngde - og med små og store virksomheder - og arbejdspladser – over hele landet og på tværs af brancher. Med en samling af hele byggeriets værdikæde i én organisation får vi samtidig et fantastisk afsæt for at arbejde med virksomhedernes konkurrencekraft, bæredygtighed, klima og digitalisering. Det vil være til gavn for vores medlemsvirksomheder og for Danmark, siger Lars-Peter Søbye.
ER DU ABONNENT?
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095