23948sdkhjf

Ny fabriksdirektør: Vi har fortsat masser af aktivitet

Hjulene kører for fulde omdrejninger i Dana Lims produktion, der med Per Høstgaard-Jensen som ny fabriksdirektør har registreret høj aktivitet i forårsmånederne med en marts måned, der satte rekord.

Ved årsskiftet hentede Dana Lim 47-årige Per Høstgaard-Jensen ind som ny fabriksdirektør til produktionen i Køge. Han er kommet til Dana Lim med over 20 års erfaring inden for produktionsledelse i fødevarebranchen og fortæller om den første tid i spidsen for fabrikken i Køge:

– Det er en spændende udfordring at være blevet en del af Dana Lim, der både har en stor og specialiseret portefølje og samtidig leverer til flere forskellige segmenter. Der er virkelig gang i hjulene, og trods corona-situationen har vi haft rigtigt travlt i produktionen i forårsmånederne, blandt andet med rekord i marts måned. Vi har heldigvis kunnet tage de nødvendige forholdsregler for at minimere smitterisiko, uden at det har haft negativ indflydelse på vores produktivitet.

Meget højt niveau af kvalitetssikring
Per Høstgaard-Jensen er uddannet kemiingeniør fra Danmarks Tekniske Universitet i 1997 og har desuden gennemført HD 1. del i 2001 på CBS samt proceslederuddannelse hos Dansk Industri i 2003 og lean-uddannelse hos Storm – House of SixSigma i 2013.

Derudover har han blandt andet været lidt mere end 16 år hos kemivirksomheden BASF, hvor han arbejdede med produktionsledelse, herunder kvalitetsstyring og -sikring i henhold til standarderne HACCP og GMP.

– Der er mange forskelle på at producere til fødevarebranchen og til byggeri og industri, men faktisk endnu flere lighedspunkter. Først og fremmest er det karakteristisk for produktionen hos Dana Lim, at vi har et meget højt niveau af proceskontrol og kvalitetssikring. Det betyder, at vi altid kan levere ensartet, høj kvalitet, fortæller han og fortsætter: 

– Samtidig har vi en stor portefølje, hvor mange produkter fremstilles i relativt små batches. Det kræver ikke bare et fleksibelt setup, så vi hurtigt kan omstille os, men også nogle dygtige folk med masser af knowhow og stor kvalitetsbevidsthed. Og det har vi i dén grad, slår Per Høstgaard-Jensen fast.

God udvikling både i Danmark og Norden
Fabrikken i Køge har for nylig slået dørene op til helt nye testfaciliteter, der giver laboratorieholdet endnu bedre muligheder for at udvikle nye og eksisterende Dana Lim-løsninger. Men det er langt fra slut med at udvikle fabrikken og udvide faciliteterne, understreger Per Høstgaard-Jensen:

– Vi vækster år for år og er inde i en god udvikling både i Danmark og resten af Norden. Derfor kommer vi også til at udvide fabrikken yderligere, ligesom vi løbende vil kigge på, hvordan vi kan gøre processerne endnu mere effektive. Jeg glæder mig til at fortsætte denne gode udvikling sammen med resten af holdet, slutter han af.   

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078