23948sdkhjf

Gensynsglæde i Herning: Formland kom stærkt fra start

Torsdag slog MCH dørene op for årets Formland Autumn, og selvom meget var anderledes, lod gensynsglæden blandt udstillere og gæster sig ikke fornægte.

Der blev bumpet albuer til den store guldmedalje, da en lang række af branchens aktører torsdag mødtes til den første messe efter fem måneders nedlukning. Den traditionelle fællesmorgenmad og officielle åbningsceremoni for udstillerne var aflyst, og MCH-direktør Georg Sørensens velkomst lød i stedet over messecentrets højtalere.

– Tak for, at vi igen i år må være med til at sætte den personlige ramme for jeres forretning og de besøgendes forretninger. Også - eller rettere - især i denne helt ekstraordinære tid. For det har været ekstraordinært, siden vi mødtes i februar. Fra håndtryk, knus og kram - til håndsprit, afstand og ændret adfærd, lød det fra Georg Sørensen, der fortsatte:

– For os er Formland foregangsmesse for TrygtMCH - vores tryghedskoncept, der sikrer både udstillere og besøgende en tryg og sikker messe. Takket være jer er Formland fortsat branchens personlige og faglige mødested. Og det personlige, trygge møde holder vi fast i. Det har vi brug for, slog han fast, før han ønskede alle en god messe.

En rigtig god start

Blandt messens udstillere har spændingen op til Formland været stor, og ingen lader til helt at have vidst, hvad man skulle forvente sig af en messe i en pandemitid. Og det er da også et par lettede og glade udstillere, Wood Supply får fat på fredag morgen.

– Vi havde en rigtig fin dag i går med både gamle og nye kunder, så jeg synes egentlig, at vi er glade, fortæller Jan Thormann, indehaver og konceptansvarlig hos Trademark Living, der også har stor ros tilovers for MCH.

– De har gjort et stort arbejde for at få folk til at føle sig trygge, hvilket er rigtig positivt, og det er mit indtryk, at både gæster og udstillere var helt trygge ved at være her, fortæller han.

Også fra møbelgrossisten House Nordics stand kunne torsdagen kategoriseres som en vellykket messestart.

– Det er gået rigtig, rigtig godt; vi har selvfølgelig været spændte i forhold til den tid, vi er i, men vi har været godt besøgt, og der kom også godt med kunder, der ville handle, fortæller House Nordic-direktør Henrik Jørgensen.

De to møbeldirektører peger begge på, at stemningen blandt efterårets udtillere i høj grad er præget af optimisme.

– Vi har hørt blandt flere, at man generelt er rigtig positiv, og alle var i hvert fald glade efter dagen i går fortæller Henrik Jørgensen, der bakkes op af Trademark Living-direktøren.

– Jeg synes, der er en god optimisme i branchen, og vi skal jo også huske, at det ikke nødvendigvis er en økonomisk krise, vi er i; selvfølgelig er der nogle, der er pressede, men der er altså også stadig folk, der har penge at handle for, lyder det fra Jan Thormann, der dog understreger, at godt begyndt kun er halvt fuldendt.  

– Sådan en messe er jo ikke ovre før sidste fløjt, så vi må se, hvordan det ser ud på søndag, men det har i hvert fald været en rigtig god start, slår han fast.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109