23948sdkhjf

DTU en del af verdenseliten

DTU rykker 10 pladser op på den netop offentliggjorte rangliste over verdens mest toneangivende universiteter fra Leiden Ranking og er dermed i top 50 i verden.
På den netop offentliggjorte Leiden Ranking 2011/2012 rykker DTU 10 pladser op fra nr. 55 til nr. 45 på ranglisten over verdens mest toneangivende universiteter.

DTU rykker dermed ind i top 50 i verden, der er domineret af amerikanske universiteter (42) og derudover består af fire britiske, to schweiziske, et israelsk og altså et dansk universitet i form af DTU.

Samtidig fastholder DTU sin placering som nr. 1 i Norden og nr. 7 i Europa.

Rektor er glad og stolt
DTU’s rektor, Anders Overgaard Bjarklev, glæder sig over DTU’s placering:

- Jeg er både glad og stolt. Ranglisten viser, at vi fastholder vores position som et internationalt eliteuniversitet, og det, at vi oven i købet forbedrer vores placering, er et udtryk for, at vores forskning har en høj kvalitet og relevans. Det er helt afgørende, at DTU og verdens øvrige universiteter genererer viden, der kan blive til konkrete løsninger. Det gælder både i internationalt øjemed, hvor vi skal finde fælles løsninger for bl.a. at sikre en bæredygtig vækst, og i nationalt øjemed, hvor vi skal sikre Danmarks position i den globale konkurrence.

Højt respekteret rangliste
Leiden Rankingen sammenligner universiteterne fagområde for fagområde – fx sammenlignes matematik kun med matematik – og den er derfor internationalt anerkendt som det bedste bud på en tilnærmelsesvis objektiv metode til sammenligning af universiteter. Ranglisten er baseret på, hvor meget publikationer fra de listede universiteter citeres, og hvor meget universiteterne samarbejder med andre.

Leiden Ranking bliver udarbejdet af forskere ved Centre for Science and Technology Studies (CWTS) på Leiden Universitet i Holland. På Leiden Ranking 2011/2012 er de 500 største universiteter i verden blevet sammenlignet.

Bedst i Norden
1. DTU
2. Stockholm University (Sverige) (28 i Europa)
3. Aarhus Universitet (Danmark) (37 i Europa)
4. Københavns Universitet (40 i Europa)
5. Karolinska Institute (Sverige) (66 i Europa)

Bedst i Europa
1. École Polytechnique Fédérale de Lausanne (Schweiz)
2. ETH Zurich (Schweiz)
3. University of Cambridge (Storbritannien)
4. London School of Hygiene & Tropical Medicine (Storbritannien)
5. University of Oxford (Storbritannien)
6. Durham University (Storbritannien)
7. DTU
8. Imperial College London (Storbritannien)
9. University College London (Storbritannien)
10. Trinity College, Dublin (Irland)

Bedst i verden
1. Massachusetts Institute of Technology (USA)
2. Princeton University (USA)
3. Harvard University (USA)
4. Rice University (USA)
5. Stanford University (USA)
6. California Institute of Technology (USA)
7. University of California, Santa Barbara (USA)
8. University of California, Berkeley (USA)
9. Carnegie Mellon University (USA)
10. University of California, San Francisco (USA)

Kilde: DTU

Læs mere om: DTU
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.105