23948sdkhjf

Norisol satser på ny kundegruppe

En charmeoffensiv skal vise, at den nordjyske virksomhed er meget mere end isolering, skibsindretning og facader.
Norisol havde torsdag eftermiddag inviteret 350 tømrermestre, arkitekter, trælasthandlere og øvrige kunder til åbent hus på sin tre år gamle fabrik på havnen i Frederikshavn.

- Det er vigtigt, at vi viser vores virksomhed frem. Der er mange i Frederikshavn, som kun kender Norisols navn. De er til gengæld usikre på, hvad vi laver. Vi skal være bedre til at fortælle butikkerne, at vi laver og monterer skranker og andet inventar, og virksomhederne skal vide, at vi er leveringsdygtige i kontorer og køkkener, ligesom vi har forstand på regulering af lyd og støj, energioptimering samt brandsikring, forklarer regionschef Vagner K. Jensen.

Både den lokale tømrer og Kongeskibet Dannebrog på kundelisten
Vagner K. Jensen er chef for Region Nord, som består af to afdelinger. På Langerak i Frederikshavn er der 76 medarbejdere, mens afdelingen i Aalborg tæller syv medarbejdere. Firmaet blev grundlagt i Skælskør i 1977 og har i dag 30 afdelinger med i alt 1.050 ansatte i Danmark, Sverige og Norge. Sidste år var der en samlet omsætning på 800 millioner kroner.

Da gæsterne blev vist rundt på fabrikken torsdag eftermiddag kunne de blandt andet se, hvordan Ole Gravgaard specialfremstillede et nyt stykke lønning (rækværk) til Kongeskibet Dannebrog, som Norisol nu har serviceret i fem år.

- 90 procent af arbejdet i denne afdeling er skibsaptering, men vi mærker en stigende interesse fra almindelige tømrermestre. Vi har maskiner, materiel, mandskab og mange lagervarer. Derfor kan vi levere fra dag til dag til, og det er en stor hjælp i tømrermesterens dagligdag. Det budskab forsøger vi at få rundt til samtlige tømrermestre, arkitekter og trælasthandlere i Vendsyssel og Aalborg-området, fortæller Vagner K. Jensen.

Trofaste kunder blandt de fremmødte
Teknisk direktør hos Vestergaard Marine Service, Peter Nørgaard, var blandt gæsterne torsdag eftermiddag. Han kommer fra den maritime branche, i lighed med størstedelen af Norisols kunder.

- Norisol er vores totalleverandør, når det gælder indretning og isolering af skibe. De kan alt. Det er nogle rigtige tusindkunstnere med mange kreative evner og gode idéer, smiler Peter Nørgaard, mens han drikker en kop kaffe i en af produktionshallerne.

Direktør Willy Larsen, Larsen & Tamborg A/S i Frederikshavn, er en anden af Norisols trofaste kunder:

- Vi får lavet specielle bordplader, skabe og låger hos Norisol, fordi de har ekspertisen, maskinerne og et dygtigt personale. Desuden er de hurtige, og derfor har jeg anbefalet flere kolleger at samarbejde med Norisol. Vi bruger dem også, når vi mangler specielle inddækninger. Det er altid en hasteopgave, men det betyder ikke noget for Norisol, fortæller Willy Larsen.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063