23948sdkhjf

Eilersen på rette spor

Den fynske møbelproducent er tilbage med overskud på driften, og regnskabsåret 2010/11 gav sorte tal på bundlinjen for tredje år i træk.
Efter to år med negative driftsresultater er der igen overskud på driften hos E. Jul Eilersen A/S, der er moderselskabet i den fynske møbelkoncern.

Driftsresultatet i 2010/11 lyder på 1,7 mio. kr. Det er en fremgang på 3,2 mio. kr. i forhold til 2009/10 – og hele 6,9 mio. kr. bedre end i 2008/09.

På bundlinjen må virksomheden dog notere sig en mindre tilbagegang fra 3,4 til 2,9 mio. kr., hvilket hænger sammen med, at resultatet af finansielle poster er lavere end i de forudgående regnskabsår.

Langsigtet strategi har lagt kursen
I sin årsrapport betegner ledelsen udviklingen som tilfredsstillende og giver desuden udtryk for forventninger om et nyt overskud i regnskabsåret 2011/12, der løber frem til 30. juni næste år.

I mandagens udgave af dagbladet Børsen siger Anders Juul Ejlersen, daglig leder af fabrikken i Skamby, at det først og fremmest er en fast, langsigtet strategi, der er årsag til virksomhedens succes.

Prisen på en Eilersen-sofa har stort set ligget fast i de sidste 20 år; bl.a. takket være firmaets effektive tilstedeværelse i Kina, hvor sofaerne samles. Eilersen har haft aktiviteter i landet siden 1997 og råder i dag over et helejet, kinesisk datterselskab. Ifølge Børsen tager det ca. 20 timer at samle en specialfremstillet sofa, og Eilersen henter dermed en pæn gevinst på grund af de kinesiske fabriksarbejderes lave timeløn.

Rent markedsmæssigt lyder vurderingen fra Anders Juul Ejlersen, at vilkårene generelt er svære. I Sverige oplever Eilersen et fornuftigt salg – dog ikke med vækstrater i samme størrelsesorden som tidligere. I Norge er salget en smule stigende, mens Danmark er for nedadgående. Fjernøsten stiger og USA er stabil.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.48