23948sdkhjf

Gubi henter ny direktør fra medieverdenen

Klaus Høeg-Hagensen, 50 år, er udnævnt til ny adm. direktør for Gubi, som er ejet af Axcel. Han begynder 1. oktober 2020, oplyser Gubi i en pressemeddelelse.

Klaus Høeg-Hagensen har stor erfaring fra flere toplederstillinger inden for medie- og televirksomhed. Han kommer senest fra en stilling som adm. direktør for Egmont Publishing og var inden da adm. direktør for Stofa. Før det var han ansat hos JP/Politikens Hus i mere end 15 år.

– Klaus Høeg-Hagensens baggrund og erfaring gør ham til ideel CEO for Gubi, siger Lars Munch, bestyrelsesformand for Gubi.

– Bestyrelsen byder ham velkommen og forventer, at Gubis stærke brand udvikles yderligere, og at væksten fortsætter under hans ledelse.

Klaus Høeg-Hagensen tilføjer:

– Jeg glæder mig meget til at påtage mig den nye opgave for Gubi og ser frem til at fortsætte den positive udvikling med vækst og succes på tværs af virksomheden.

Klaus Høeg-Hagensen afløser Kenni Riise, der har været hos Gubi i fire år. Kenni Riise opsagde sin stilling før sommeren til fordel for en stilling som adm. direktør for en norsk virksomhed.

– Jeg vil gerne takke Kenni for hans store arbejde og dedikerede indsats i Gubi. Jeg ønsker ham al held og lykke med den nye stilling i Norge, siger Lars Munch.

Gubi, der har hovedkontor i Københavns Nordhavn, blev grundlagt i 1967 og er et dansk designbrand med fokus på møbler, belysning og interiørprodukter. Virksomheden designer, udvikler og markedsfører produkter til både forbrugere og professionelle, og produkterne sælges gennem onlineforhandlere og i fysiske butikker samt til professionelle kunder over hele verden.

Gubi havde i regnskabsåret 2018/19, der er det senest offentliggjorte, en bruttofortjeneste på 158,1 mio. kr. og et resultat før skat på 130,5 mio.

Læs mere om: Gubi
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079