Direktør for boligkæde: Årets resultat er "nærmest pinligt"
Bolig- og livsstilskæden Sinnerup, der med udgangspunkt i Holstebro i dag består af 13 butikker, har nu offentliggjort kædens regnskab for 2019, og resultatet er ikke godt, medgiver direktør Lars Sinnerup.
Til Dagbladet Holstebro-Struer siger direktøren, at han bestemt ikke er tilfreds med årets underskud på 5,8 mio. kr., som han betegner som "nærmest pinligt"
Ikke desto mindre er Lars Sinnerup optimist, når det kommer til fremtiden.
- Vi er på en stor rejse og i en transformation, hvor der sker store ændringer. Og det koster at renovere butikkerne og udvikle vores egne produkter, hvilket jeg har store forventninger til. Det er en hård periode, men heldigvis ser resultaterne ud til at komme, så vi kan begynde at tjene penge igen, siger Lars Sinnerup til avisen.
Optimismen bygger også på, at de aktuelle indekstal er i plus selv efter corona-nedlukningen, og at Sinnerup vinder markedsandele på nettet.
De senere år har været præget af millionunderskud for Sinnerup, der i 2018 endte med et samlet underskud på 8,8 millioner kroner.