23948sdkhjf

Øl-rester bliver til designerstole

En ny teknologi gør det muligt at upcycle mask – et restprodukt fra ølproduktionen – og omdanne det til designerstole.

Det er Teknologisk Institut der har hjulpet møbelproducenten Mater og arkitekt Eva Harlou med at udvikle en barstol af mask – et restprodukt fra øl-produktion - og genbrugsplast i samarbejde med Carlsberg.

- Den største udfordring var at omdanne masken til et stabilt materiale, som i kombination med affaldsplast egnede sig til møbelproduktion. Gennem vores samarbejde med Teknologisk Institut er vi nået i mål med et stolesæde, der er bæredygtigt, slidstærkt, vandafvisende og kan granuleres og genanvendes igen op til tre gange, siger Eva Harlou.

Når masken er tørret, bliver den blandet med genanvendt plast og centrifugeret i en særlig maskine. Herefter støbes blandingen i et formpresningsværktøj, som skaber et færdig stolesæde, fortæller Lars Jeffers-Hansen, sektionsleder på Teknologisk Institut.

Eva Harlou har designet stolen for Mater, og den bliver lanceret i denne uge til møbelmessen 3daysofdesign. Stolen i mask er en af virksomhedens nye satsninger indenfor cirkulær produktion.

Hør Eva Harlou fortælle om arbejdet med stolen

Ølmask

Mask er et restprodukt fra ølbrygningen og anvendes typisk til dyrefoder. Kort fortalt brygger man øl ved at opvarme malt i vand – en proces, der kaldes mæskning.

Man står tilbage med urten, når den flydende del er siet fra. Urten er en væske med et højt sukkerindhold, som bliver til øl, når man tilsætter humle og gærer væsken. De faste dele, der er tilovers fra mæskningen, kaldes mask.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.135