23948sdkhjf

Jysk går all-in på bæredygtigt træ

Jysk har været med i FSC siden 2006, og i den tid har koncernen løbende øget andelen af produkter, produceret med brug af FSC-certificeret træ.

Nu er Jysk klar til at tage de sidste afgørende skridt, som betyder, at per 1. januar 2022 vil alle nylancerede træprodukter i Jysk være produceret med FSC-certificeret træ, mens det ved udgangen af 2024 vil gælde for alt træ, der bruges til produktion af produkter fra Jysk.

Det skriver koncernen i en pressemeddelelse. 

- Det har hele tiden været målet for Jysk at nå 100 procent, men i tråd med vores værdier har det været vigtigt for os ikke at melde en endelig dato ud, før vi har en klar plan for, hvordan vi skal nå vores mål. Det har vi nu, og jeg er glad for at kunne sige, at vi per 1. januar 2025 udelukkende vil bruge FSC-certificeret træ i alle vores produkter, siger Executive Vice President Purchasing, Peter Andsager.

Hæver barren

Alle Jysks leverandører er blevet informeret om de nye krav, så de har mulighed for at finde alternative leverandører af træ, hvis det kræves for at leve op til de nye krav.

- Vi vil selvfølgelig i mål hurtigst muligt, men i respekt for vores langvarige samarbejde med vores leverandører skal de også have mulighed for at finde alternativer, hvis det er nødvendigt. Jeg vil også gerne understrege, at den del af træet, der i dag ikke er FSC-certificeret, stadig kommer fra ansvarligt skovbrug. Men med kravet om 100 procent FSC hæver vi barren yderligere, fordi FSC stiller meget høje krav på mange områder, siger Peter Andsager.

Emballage i fokus

Målet om at bruge FSC-certificeret træ gælder ikke kun produkterne.

Også i forhold til emballage arbejder selskabet på at bruge mere FSC-certificeret materiale.

- Vi ændrer løbende på, hvilke typer af materiale vi bruger. Blandt andet ved at udskifte flamingo og andre plasttyper med pap, hvor det er muligt. Derfor er det vigtigt, at vi også her stiller krav om øget brug af FSC-certificerede materialer, siger Peter Andsager.

Vigtigt skridt

Hos FSC Danmark er direktør Søren Grue glad for, at en af de helt store retailere nu har meldt ud, at der skal satses 100 procent på FSC-certificeret træ.

- Når en stor retailer som Jysk rykker fra og sætter ambitiøse bæredygtighedsmål, så skabes der ringe i vandet. Det er ikke kun et spørgsmål om, at man dermed hæver ambitionerne hos underleverandører og partnere. Det er også et spørgsmål om, at man sender et stærkt signal ud i branchen, der så forhåbentlig bliver inspireret og får lyst til selv at hæve barren for bæredygtighed. Det er netop den slags ambitioner, der skal til, så vi sammen kan sætte en stopper for ubæredygtig brug af verdens skove, siger Søren Grue.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.144