Møbelsnedkeri med Michelin-stjerne
Af I en baggård på Islands Brygge kunne man under 3daysofdesign for en stund skifte lyden af klirrende champagneglas ud med summende maskiner og duften af træ og savsmuld.
Her holder Københavns Møbelsnedkeri til, og gennem de sidste 14 år har snedkeriet lige så stille indtaget flere og flere kvadratmeter i de baghuse, der desuden og blandt meget andet huser en moské og en michelin-restaurant. Da Kim Dolva og Søren Bech Jespersen rykkede ind i 2006, lå her også et bordel, mens Scientology trykte brochurer i det, der i dag er snedkeriets showroom og kontor.
– Og så var der et par gamle fyre, jeg tror, man ville kalde nynazister, slutter Kim Dolva fredag formiddag beskrivelsen af det sted, hvis boblende liv og diversitet han og makkeren i sin tid forelskede sig i.
For niche?
Snedkeriet har i anledning af den københavnske designfestival inviteret interesserede på rundvisning, og mens de omtrent 25 fremmødte sipper nypresset appelsinjuice og vænner sig til den skarpe duft af olie i lokalet, fortæller Kim Dolva om virksomhedens udvikling frem til i dag.
Om hvordan, de for 4-5 år siden blev i tvivl om, hvorvidt projektet alligevel var ”for niche”, men valgte at holde fast i ambitionen om at fremstille håndlavet inventar med høj finesse og et langtidsholdbart design. En beslutning der ikke har været spor grund til at fortryde, for i værkstedet tøffer maskinerne lystigt, og i coronaens kølvand har endnu flere kunder efterspurgt de håndlavede køkkener, møbler og inventarløsninger.
Velkendt men nytænkt
Fredagens rundvisning starter i værkstedet, hvor Søren og Nikolaj står klar til at fortælle om snedkeriets arbejde med de jalousimøbler, der efterhånden er blevet et vartegn. Således har man for længst fået jalousiproduktionen helt ind under huden, men det betyder ikke, der ikke er plads til at udfordre rammerne. Tværtimod.
– Vi har arbejdet med at skabe jalousilooket på faste låger; det har drillet lidt, fordi træet har slået sig noget, men nu tror jeg, vi har fået løst det problem, fortæller Søren, og lader fingrene løbe over de glatslebne stave, der danner den bølgede overflade, og hver især er limet på med håndkraft og millimeterpræcision.
Et andet eksempel på nytænkning af det velkendte er det lille jalousiskab, der står til skue på et rullebord.
– Her var idéen, at vi ville lave et ret klassisk jalousimøbel men lade jalousien fortsætte rundt på siderne, fortæller Søren, og forklarer, hvordan hver enkelt stav i lågen er skåret tre gange.
– Først skæres de i længde, og derefter skæres tapperne i top og bund, uddyber han, mens dagens gæster med slet skjult imponade følger nøje med og stiller spørgsmål til det meste.
Alt under ét tag
Fra værkstedet går turen tilbage til baggården, der byder på et hurtigt kig ind i metalværkstedet, hvor alt fra greb til emhætter bliver til imellem hænderne på kyndige smede.
– Nogle gange kan man også få en håndbajer derinde, griner dagens guide, inden hun fører flokken over gården til baghuset med showroom og kontor.
Indenfor står snedkerier på begge sider af den dunkle gang varmt oplyst bag glaslåger, og bag et knæk åbner rummet sig og åbenbarer et fuldt fungerende køkken og, lige på denne dag, et bord dækket op til ti. Showroomet fungerer nemlig også som selskabslokale for restauranten Alouette, der har til huse over snedkeriets værksted.
Fra showroomet fører en vindeltrappe af jern op til de lyse lokaler, der byder på kontor og materialebank, og hvor den ene væg lige nu fyldes af et mood board til et kommende restaurantprojekt. I den anden ende af lokalet er et bord fyldt med prøver på læder, marmor og røget eg, køkkener i modelstørrelse og mapper med billeder, man nemt kunne fortabe sig i, hvis tiden tillod det.
Tiden er imidlertid knap, hvis man på bare halvanden time skal nå at opleve alt det, snedkeriet rummer. Det erklærede mål er at have alle kompetencer samlet inhouse, og således byder rundturen da også på alt fra et besøg i tegnestuen til et kig indenfor hos den æskefabrik, Københavns Møbelsnedkeri erhvervede sig i 2018. Elvo, som fabrikken hedder, har rødder tilbage til 1923, og for Kim Dolva, Søren Bech Jespersen og resten af holdet i Sturlasgade, er den slags erfaring og kompetencer værd at samle på.
Frokoststue i Michelin-klassen
Inden sidste stop på turen er der en vis forventning i luften, da formiddagens tre rundvisningshold ledes i samlet flok op af en graffitiprydet bagtrappe. Fra et øvelokale trænger en insisterende stortromme ud, og gennem en halvåben dør er der, bag et mindre bjerg af pantflasker, udsigt til en hættetrøjeklædt silouet foran en computerskærm.
Opstigningen ender foran døren til det, der egentlig var tænkt som snedkeriets frokoststue.
– Så gik der et halvt år, og så havde de en Michelin-stjerne, fortæller Pernille, der har stået for en af dagens rundture, inden hun med et grin forsikrer, at snedkeriets frokostordning er af den mere beskedne catering-type.
Lokalet, der skjuler sig bag døren, kan dog dårligt kaldes beskedent. Solen strømmer ind gennem et glasparti, der leder tankerne i retning af sydens pergolaer, og midt i det hele står Alouettes køkkenchef Nick Curtin klar til at byde indenfor og fortælle, hvilke reaktioner han mødte, da han selv faldt for baghuset i Sturlasgade.
– Vent, HVOR skal den restaurant ligge, siger du?
Nick Curtin griner højt og forklarer, at det handler om livet her. Om passionen og glæden ved at skabe og udvikle og udfordre og forandre, og imens spiller solens stråler i de specialdesignede Alouette-stole, og man må være lavet af sten, hvis man ikke bliver blot en smule smittet af den glæde, der lader til at herske fra kælder til kvist i huset.
Det er svært ikke at forlade København Møbelsnedkeri med et lille stik i hjertet over den månedlige lønseddels uformåen, men det er endnu sværere ikke at forlade stedet ovenud begejstret for, at et sådant kan vokse og blomstre i en baggård på Islands Brygge.
