23948sdkhjf

Faldende konkurstal i 2011 vækker svag optimisme

Antallet af konkurser blev i 2011 nedbragt med 15,2 %, men ligger stadig højt. 2012 bliver året i kreditværdighedens tegn med fokus på de rigtige kundesegmenter.
Lyset for enden af tunnelen ligger stadig et godt stykke ude i fremtiden for dansk økonomi. Men håbet om en bedring i forbrugertilliden, bør få næring af november måneds konkurstal, vurderer data- og analysevirksomheden Experian.

I november måned 2011 gik 645 selskaber konkurs. Sammenlignet med november 2010, hvor der var 711 konkurser, svarer det til et fald på 9,3 %. Hvis man ser på de seneste 12 måneder, har der været et fald på hele 15,2% i antal konkurser sammenlignet med samme 12 måneder et år før. Ved udgangen af 2010 kunne man se tilbage på 6.694 konkurser - ved udgangen af 2011 var det tal reduceret til 5677 konkurser.

Genskabe forbrugertillid
- Selvom niveauet stadig er højt, er det det laveste i to år og stadig på vej ned. Sammenholdt med en svag stigning i eksporten og virksomhedernes investeringslyst, som det fremgik af nationalregnskabet tidligere på ugen, er det et lys, der indikerer, at det lange seje træk er i gang. Det, der skal til for at genskabe forbrugertilliden, siger kommunikationsdirektør i Experian, Kim Bach.

Bolden ligger hos erhvervslivet
Med en misligholdt gældsbyrde på 12,5 mia., som hver 20. borger bidrager til ifølge Experians RKIregister, er det lave forbrug eneste ansvarlige konsekvens på kort sigt, vurderer Experians kommunikationsdirektør.

Bolden ligger derfor hos erhvervslivet, der får brug for al den styrke og fornuft, der hidtil har været udvist under krisens mange faser. Forbrugerne har behov for et lokomotiv, der langsomt, men sikkert skubber utrygheden til side og baner vejen mod bedring i den økonomiske situation.

Et fald i opstarten af nye selskaber taler imidlertid sit tydelige sprog om et erhvervsliv, der er klar over, at udfordringerne venter: En simpel fremskrivning af tallene for i år vil betyde et fald i antallet af nystartede virksomheder ender på -1,8 % i forhold til sidste år.

Fokus i 2012 på kreditværdighed
Vækst kræver flere kunder, og 2012 bliver ifølge Experian året, hvor der bliver rift om de gode af slagsen. Ifølge Experians internationale Credit Risk Forum, afholdt i Berlin i november, bliver ’kreditværdighed’ det store emne i Europa i 2012 for såvel erhvervsliv som den finansielle sektor.

Selskabernes opgave bliver at eliminere risikoen for tab ved at målrette markedsføringen mod de rigtige kundesegmenter såvel ved eksport som på hjemmemarkedet, mens bankerne får metoder til dybere analyse af selv de mindre selskaber som led i kreditgivning. En udvikling, der giver større gennemsigtighed og en mere solid dataforankring, som kan komme de omkring 100.000 danske SME virksomheder til gode.

Handel hårdt ramt i 2011
Når der ses på de seneste 12 måneder, er det brancherne Sundhedsvæsen og Landbrug, Fiskeri m.m., som har haft de største relative stigninger i antal konkurser.

I den anden ende ligger brancherne Pengeinstitutter & Finansielle virksomheder samt Bygge & Anlæg, der har haft de største relative fald i antallet af konkurser med henholdsvis 26,5% og 24,9%.

Handel måtte lægge navn til det største nominelle antal konkurser i 2011 med hele 1.271 fordelt over året.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063