Medie: HusCompagniet kommer på børsen første uge i december
Danmarks absolut største typehusfirma, Huscompagniet, skal børsnoteres i uge 49, første uge i december, skriver Børsen med henvisning til en række kilder med kendskab til processen.
Efter flere måneders målrettet arbejde fra HusCompagniets ejer, kapitalfonden EQT, en der nu klar plan for introduktionen på børsen. Afhængigt af, hvordan aktiemarkederne udvikler sig, samt udfaldet af præsidentvalget i USA, kan børsplanerne blive forskudt en uge frem eller tilbage, skriver Børsen også.
Børsværdien ser ifølge avisens kilder ud til at blive et sted mellem 4 og 5 mia. kr.
EQT købte HusCompagniet i 2015 af kapitalfonden FSN og Kirkbi.
Fra ejers side er man ikke klar til at kommentere rygterne om den snarlige børsnotering direkte.
– Vi har ejet virksomheden i fem år, og en børsnotering har hele tiden været et muligt exitscenarium for vores investering i Huscompagniet. Selskabet har performet bedre i år end sidste år, og det er vi yderst tilfredse med, siger Mads Ditlevsen, der er leder af EQT i Danmark og sidder i Huscompagniets bestyrelse, til Børsen.
EQT har tidligere forsøgt at sælge HusCompaginet. Tilbage i 2018 skulle prisen omkring de 4 mia. kr. havde været en medvirkende årsag til, at interesserede købere – herunder angiveligt VKR Holding – ikke slog til.