Montana-stifters hobbyprojekt fejrer jubilæum med fremgang i modvind
Hos Grid System i Allerød nord for København betød coronaen både en udskudt jubilæumsfejring og et kontraktmarked under pres. Ikke desto mindre er det lykkedes at løfte omsætningen en spids i virksomheden, der for ti år siden udsprang af et af Montana-stifter Peter J. Lassens hobbyprojekter.
– Vi har i året haft en lidt bedre omsætning og et lidt bedre bruttoresultat end året før, men vi var noget påvirkede af coronaende sidste tre måneder af regnskabsåret, hvor det gik en smule i stå, fortæller adm. direktør Jørgen Petersen.
GRID System
Grid System blev grundlagt i 2010 af familien Lassen, der også står bag Montana Furniture
Grid har base i Lynge nær Hillerød
Grid er et modulært indretningssystem, udviklet til at give mest mulig designfrihed. Indretningen starter med en kube, hvortil der kan monteres flere kuber i længde, højde og bredde alt efter behov
Kuben er en ramme som måler 40x40x40 cm, støbt i nylon og glasfiber, og produktionen foregår hos danske underleverandører
Grid System leverer udelukkende til kontraktmarkedet, og direktøren peger på, at mange projekter i årets sidste måneder blev udskudt eller aflyst på grund af pandemien. Det gælder ikke mindst på de udenlandske markeder, hvor virksomheden henter 85 pct. af sin omsætning.
– Det er klart, at det har kompliceret det hele lidt ekstra, fortæller Jørgen Petersen, der dog ikke har oplevet, at nedlukning og grænselukninger har skabt problemer.
– Det har nok i højere grad handlet om den usikkerhed, som kunder og beslutningstagere har haft, ligesom det nogle steder har skabt forsinkelser, at man ikke har kunnet mødes, forklarer han.
Rumdelere i høj kurs
Mens store dele af kontraktbranchen har ligget underdrejet, har der dog også været lyspunkter for Grid System. Det modulære indretningssystem er baseret på kuber, der kan samles til eksempelvis udstillingsvægge eller rumdelere. Og sidstnævnte er kommet i høj kurs i en tid, hvor afstand og adskillelse er blevet nøgleord.
– På den måde udfylder vores produkt en funktion, som der måske endda er blevet mere brug for, og vi har da også fået flere henvendelser fra arkitekter på såkaldte coronaopgaver, hvor de skal gentænke indretningen af kontorlandskaber, biblioteker eller museer, fortæller Jørgen Petersen, der peger på, at indeværende regnskabsår har fået en fornuftig start.
– Efter de første fire måneder rammer vi vores egne forventninger meget godt; vi ligger lidt lavere end sidste år, hvilket vi også har budgetteret med, da vi godt kunne se, at coronaenikke ville være overstået, men der er bestemt kommet lidt mere gang i den, hvis man sammenligner med foråret, forklarer direktøren.
En digital opgradering
Når Jørgen Petersen vender blikket frem, forventer han sig et 2020/21 med lidt lavere top- og bundlinje end Grid System netop har leveret. Der er dog en klar forventning om, at resultatet bliver positivt, og der er masser af nye tiltag i støbeskeen.
– Ser man på eksporten, har vi blandt andet kig på Norge, Sverige, Østrig, Belgien og Israel, hvor vi gerne vil blive mere fast etablerede, fortæller Jørgen Petersen.
Coronaenhar dog også fået betydning for årets to-do-liste, efter pandemien satte en tyk streg under nødvendigheden af en stærk onlinetilstedeværelse.
– Et klart indsatsområde er vores digitale synlighed. I og med at vi ikke kan tage ud på messer og møde kunder og præsentere vores produkter, må vi prøve at møde kunder og beslutningstagere virtuelt i stedet, så der skal vi have skabt en klarere og mere tydelig profil, slår direktøren fast.
mio. kr. | 2019/20 | 2018/19 |
---|---|---|
Bruttofortjeneste | 9,4 | 9,1 |
Resultat før finansielle poster | 4,5 | 5,6 |
Resultat før skat | 4,,4 | 5,6 |
Årets resultat | 3,4 | 4,3 |
Balancesum | 10,5 | 11,3 |
Egenkapital | 6,1 | 6,7 |
Gns. antal ansatte | 10 | 7 |
Regnskabsåret blev afsluttet 30. juni 2020. |