Expedit sikrer sig stor ordre i Sverige
Expedits svenske datterselskab, Expedit AB, har indgået en flerårig rammeaftale om levering af frugt- og grøntafdelinger til ICA Supermarket.
Kontrakten omfatter levering af det fuldstændige frugt- og grøntkoncept til ICA Supermarket og har et potentiale på ca. 400 butikker, svarende til et tocifret millionbeløb.
En aftale med stor betydning
- Aftalen med ICA får stor betydning for Expedit. Den er med til at give os et solidt fodfæste som en kompetent og innovativ leverandør inden for dagligvarebranchen i Sverige, samtidig med at vi styrker samarbejdet med en god kunde, vurderer Bo Holmlind, direktør i Expedit AB.
Frugt- og grøntkonceptet er udviklet af Expedit på baggrund af et oplæg fra ICAs egne arkitekter. Konceptet er 100 % kundespecifikt og ligger i forlængelse af ICAs fokus på, at butikkernes sortiment og indretning skal være indbydende og inspirerende, så kunderne får lyst til at købe, lave og spise god mad.
For Expedit er det ikke nyt at levere frugt- og grøntafdelinger til ICA, men denne gang er volumen meget større:
- Vi har tidligere leveret et næsten tilsvarende koncept til ICA Kvantum, men med den nye aftale stiger mængden betydeligt, da ICA Supermarket som den største af ICAs butiksprofiler, har langt flere butikker i Sverige, siger Bo Holmlind.
Expedit med hovedsæde i Hadsten nord for Aarhus er blandt Nordens største leverandører af butiksindretning til detailhandlen. Koncernen har selskaber i Danmark, Sverige, Norge og Finland.
Expedit tilbyder indretningsløsninger med alt indbefattet og tager ansvaret for hele processen – fra koncept, design, projektledelse og konstruktion til produktion, logistik og montering samt eftersalgsservice.